Ved provst finckenhagens grav

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Henslumret er vor gamle Fader,
og Ingen fik Farvel ham sagt;
for seent vor Graad hans Haand nu bader,
ikors paa stille Hjerte lagt.
Den Haand, o er den ikke kjær,
som signet har saa tidt enhver?

Den strakte han til Sorg og Nøden;
for Os til Himmelen i Bøn,
og Herren gav ham derfor Døden
saa stille som et Kys til Løn.
Kun derom for sig selv han bad,
og med et Smiil han død der sad!

Vor elskte Gamle havde drukket
alt Livets Kalk til bittre Bund;
han havde efter Graven sukket
alt fra sin Elsktes Afskedsstund.
Hun trofast var: hun kom igjen,
og hented ham til Himmelen.

Nu i dens Lys en Straale vorden,
foreent med hende er han der.
Hvad Jordiskt han har havt, i Jorden
nedlægge vi velsignet her.
Hans Sjel er som et Hilsningsbud
fra os til Freden gaa't, til Gud.

Nu er han der, hvor Graad ei rinder,
hvor der er Kjærlighed og Fred!
Tilsidst om Hans og Hendes Minder
forsamlet blir hans Menighed.
Men gid han Ingen savne hist.
Det blev en Engels Sorg forvist.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt