Drikkevise
av Sigbjørn Obstfelder (1890)
Brændevin! Skål!
Klink, så det høres i himlen!
Klink, så de hører, vi morer os!
Brændevin! Skål!
Vi er helvedes stolte sønner!
Alt, som hvisler og kribler,
kribler og kitler og stikker og klorer,
Det skåler vi for . . . Hys!
Hys!
Der var noget indi mig selv, som klatred.
Der var en stor tjørnehæk indi mig selv,
som lukked for en sovende jomfru.
Hvem klatrer i min tjørnehæk?
Hvem plukker mine roser?
Hys!
Det spiller.
Der drar et spillende tog rundt hækken.
Med fakler.
Er der damer?
Damer med slæb er der.
Blå guirlander af damer.
Blå guirlander af damer.
Slæb?
De er jo spildrende nakne!
Legemer. Kjælne.
Ha, se den blonde i bækken.
Foden. Knæet. . .
Er det du, som stjæler min jomfrus roser?
Ud! Ud med dig, tæve!
Såh!
Nu er der ro i min have.
Nu er der blot en.
En, som sover. Som jeg ikke tør vække.
En, som venter. Som jeg ikke tør se.
For hun er ren.
Hendes hud, den er bygget af æbleblomstens blade,
hendes blod er brygget af vårnatvinens skum.
Hendes nerver er spundne af lys, af toner,
hendes muskler er tvundne af roseknoppers marv.
Hendes legem er sigtet af den store Satan,
hendes sjæl er digtet af Gud selv.
Brændevin! Skål!
