Ene
Jeg havde ild nok, da jeg var ung,
- ild nok, -
et blåtoppet luehav,
ideer, ideer,
gjæring og fødsel,
brusen og smelten!
Da jeg var ung!
- Noget, som tabtes,
noget, som ei fandtes,
håb, som brast,
ild, som sluktes . . .
Der arbeider sig frem her inat
hos en forpint mand,
i en jaget sjæl,
ord.
Ord . . .
Mit liv er ord.
(Og det er skade.)
Visne ord.
Stivnede hjerteslag.
Hjerteslag!
Gud!
Du, som er jeget i livsfylden!
Gud,
du, som skaber!
- smerter!
kimer,
ord -
du -
hvem jeg tænker mig lig os,
men dit ansigt klart,
din pande lys -
du -
hvis menneskenavn
ensomheden
atter og atter
om mig hvisker,
vifter og hvisker,
med ukjendte stemmer nynner,
- dette forpinte menneske,
som blot, blot, blot
har ord -
husker du det da?
*
Nu brænder lyset ned i stagen,
nu vandrer mørkets ånder
på spidse tær
ind i mit rum.
Lysner der linjer
der borte i krogen?
Var det mørket, som hvisked
om kvindelinjer,
hvide og runde?
Hulker der hjerter
der borte i krogen?
Er det ånder, som sukker?
om død, og om nat?
Hjerteslag . . . .
Den,
hvem dødsdronningen
har udkåret,
den,
hvem dødsdronningen
elsker,
han
er ene.
Den,
hvem dødsdronningen,
når på jord
er nat,
men det i himlens lydfyldte hvælving
er dag,
er blændende, himmelsk dag,
den,
hvem dødsdronningen
har da betegnet,
dødsdronningen, dødsdronningen,
han
er ved jorddag ene.
{{Kategori:døden]]