Brudens blege ansigt
av Sigbjørn Obstfelder. (1890)..
Brudens blege ansigt
ser jeg foran flokken -
kirkens dør står åben,
salmens toner bruser.
Klædt i hvide klæder,
bleg som selve døden
går hun ind til livet,
fryden,
gråden.
Salmens toner svinder,
kirkens dør blev lukket,
vognen rulled bort.
Men vi som blev igjen,
som ikke kjendte hende,
men så, hvor hun var angst,
vi vil stanse og be en bøn:
Hadets dæmoner, mørke skjæbne,
spar hende!
Lyttende engle, arnens feer,
var hende!
Trampende love, glædens bødler
glem hende!
Lønlige elskov, lune solskin,
gjem hende!
Brødre og søstre!
Se, solen daler!
Lad flagre over bruden blomster
og sange om livets bryllupsnat,
mens solen segner.
Kom! Ved hendes vindu vi danser,
binder kranser,
holder leven,
vadmelsvæven,
knytter på
lykkestrå,
ler, -
ber.
Vår går, vår dør,
sne drysser over liljers lig,
liv smiler, liv iler
død imøde.
Myrten om hendes hår må jo blegne,
rosen på hendes bryst må jo dø,
øiets glød må jo blegne,
blodets ild må jo dø.
Vår går, vår dør,
sne drysser over liljers lig,
liv smiler, liv iler
død imøde.
Ja, alt på jorden må blegne,
hver blussende drøm dø,
men blussende liv skal spire
af din brudenats frydsvangre ve!
