Hymne.
(l905.)
Iklæd dig ny sang,
du gamle land
under sol-opgang
av ny lykke.
To ganger vår
i samme folke-år,
to ganger løv
på det gamle Olavs-træ
i vore fjældes læ,
to ganger vårens smykke.
Slyng om den gamle stamme
blomstrende krans av toner,
jænter og unge koner,
I, som skal amme
med mælken, som rinner
fra første gry,
det evige ny.
Kvinner, kvinner,
likefra Gyda gjættet
i drømme vort første skede,
mødre på mødre flettet
slægts-håbets lyse kjæde.
Slyng om den gamle stammen
takkende jubel-toner,
nu er det mer æn voner,
kjæden er bøjet sammen.
Sønner av dem,
som vilde længer frem,
bort fra uret og stængsel
i egne hjæm,
nu er utsyn over frit land,
- det skjønneste
nogen skue kan -
fra toppen av fædres længsel.
Nu lover vi alle mand:
her skal retten være tilhuse
med freden,
her skal godheden
sidde i højsædet.
Mod og glæde
over takene suse
med de utfridde flag.
I vor ny dag
vi hører kalle
på os alle:
vær ét arbejds-lag!
Kvinner og mæn,
hvad hæld gav i forskud,
betales igjæn!
Lykken siver
in i vor vilje,
som solvejr driver
i hægg og silje.
Lannet er stort,
på os det vænter,
in vi hænter,
hvad ikke blev gjort;
ti hæder må krone
vort friheds-værk,
brødre forsone
og gjøre stærk.
