Vort sprog.
(1900.)
Du som sejler de norske fjæll
og synger for vuggen hos Sønderjyden,
befalte ved Halden en brandrød kvæll,
og hørtes samtidig i barnefryden, -
du hjærternes hjærte,
vort norske mål,
i fryd som i smærte
vor hellige bolig,
med Gud fortrolig, -
vi ælsker dig!
Hviskende følge på Holbergs færd,
du bar ham mot hjæmmet og morgengryet,
og løftet hans skatte og hvæsset hans sværd
i leende ordlag, som alt fornyet.
Du åndernes møde,
vort norske mål,
her taler de døde
med dem, du skal føde,
med dem, som gløde, -
vi ælsker dig!
Kierkegaard var du det dypeste hav,
der livsens strømgang i Gud han pejlet.
Wergeland var du et ørnepar, -
så friskt og så højt er det sjælden sejlet.
Du hjærternes hjærte,
vort norske mål,
i fryd som i smærte
vor hellige bolig,
med Gud fortrolig, -
vi ælsker dig!
Varme-strålende majdag
var du for frihedens vår i Norden.
I din klarhed går norske flag
med sang og sejer utover jorden.
Du åndernes møde,
vort norske mål,
her taler de døde
med dem, du skal føde,
med dem, som gløde, -
vi ælsker dig!
Over bølgerne ruller du
dit blomstertæppe, og på den broen
kan venner møtes i hvært et nu, -
og høj're blir himlen og større troen.
Du hjærternes hjærte,
vort norske mål,
i fryd som i smærte
vor hellige bolig,
med Gud fortrolig, -
vi ælsker dig!
Beste vennen, jeg vant, var du,
i moders øjne du væntet på mig.
Og den, der slipper mig sist, blir du,
som husker på mig, som du kun så mig.
Du åndernes møde,
vort norske mål,
her taler de døde
med dem, du skal føde,
med dem, som gløde, -
vi ælsker dig!
