Ernst Sars.
(På hans syttiende fødselsdag den 11te oktober 1905.)
Mot folkets fødsels-tider,
beredt bak frost og sne,
opvågne vil omsider
det øje, som kan se, -
se kræfterne sig væbne,
før ænnu nogen tror.
Det er som folkets skjæbne
i denne ene bor.
Det er, som hvad vi levet,
og halvvejs holdt for spild,
av ham i dagen hævet
får livs-kraft én gang til
og sætter gammelt stæmpel
på vore nye krav,
i kraft av et eksempel,
hvis fejl er skallet av.
Han viser, hvor vi stævner,
av det, som før slog in -
vor vej av vore ævner,
vort hæld av vore sinn -
i billed æfter billed
av mæn, som førte an,
så højt, så sikkert stillet,
at derpå styres kan.
Det øker folkets kræfter
at sætte sikker kós;
de gamle skyver æfter,
det nye finner lods.
Når skådden os omhyller,
oplyser det vort mod.
Hvad ham for det vi skyller,
vet vi, som hos ham stod.
De fylgjers lyse følge
omkring hans hvite hår,
som hvisket, hvad de dølge
i selve Asa-gård,
det bære ham til graven
engang med sagte slag,
det lægge ham i haven
mot Norges nye dag.
