Ved mottagelsen av siste post fra Finland.
(Maj 1903.)
Det klager hitover fra skogen
bak Botniske Bugtens vover -
og ravnene kredser over.
Det er, som der dræpes nogen.
Hit sejlede herlige sange
på skogenes forårs-brusen;
nu klageskrik, skjærende lange . . .
Det er, som der dræpes tusen.
Å hør, som den vokser, vånden:
Langt flere æn tusen kalle,
langt flere æn om de var alle -
ja, ja, det er folkeånden!
Dens døde i skriket sig blandet,
og de, som den siden skal føde,
de levende, ufødte, døde,
de skriker for fædrelandet.
Og vet I, hvad ligger i råbet?
Det stille, det lyse i viljen,
som samlede folkefamiljen,
de dræper. De dræper jo håbet.
De dræper - gid bøddel'n forstod det! -
de dræper det innerste inne
i livstrådens fineste tvinne
om Gud - som det evige gode.
De dræper den retskafne tænkning,
som helt ifra hedenolds guder
har opbygget landet. Det luder,
ti grunnen har fåt en sænkning.
De dræper al troskyll i barnet.
Det blir som de gamle erfarne.
Det lærer at mistro og hade.
De dræper det unge og glade.
Men han som et folk henretter,
(det lykkes dog ingensinne!)
er født av en nordisk kvinne,
og lekte på danske sletter.
Å Danmark, hvis bøddelen kommer,
da vær ham en folke-sund dommer:
Forbyd ham at træde på jorden;
ti den er de fries i Norden!
