Carlo Brenta paa flugten

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(Af "Faustina Strozzi".)

Herlige Morgen! I Guld og Skarlagen
  Soløiet rinder,
  og mine Kinder
atter omsvales af Friluftens Strømme! -
Berusende Frihed! - jeg saa Dig i Drømme,
medens jeg, muret fra Solen og Dagen,
sukked bag Forlis og Mantuas Volde.
Fjernt hen til Bjergene Udsigten rækker


  did, hvor de røde
  Snetinder gløde,
medens som Azur derunder det blaaner,
Landskabet bær, hvor det dybere skraaner,
Kastanier, Oliv'ner og myrthgrønne Hækker,
af og til Vinduer glimter i Solen.


Skogtaget suser og Fuglesang triller.
  Blomsternes Duften
  opfylder Luften,
og paa hvert Græsstraa Rubiner der glimrer,
Frem gjennem Daltaagen Elv'blinket skimrer,
Solen paa Kirkernes Guldfløie spiller, -
snart staar for Blikket og Byer og Vigner.


Indsjøens Speilblik alt halvvaagnet skinner.
  Solstraalesvanger,
  blaagrøn, opfanger
næsten til Forli den Vignernes Billed,
- alt, som forklart, i det omvendte stillet: -
Muren og Veien, der sandgul sig vinder
om Kamposantoen bedækt med Cypresser.


Frem af det perlegraa Taageslør stiger
  vinklædte Høie
  nu for mit Øie, -
Kapellet Molino med Møllen ved Siden!
Husker nok dengang, vi vandred forbi den, -
hun stod der og hilsed, den herlige Pige,
som mod Kroaten drog Dolken i Forli.


Underligt! - alt, fra den Kvinde jeg mødte,
  altid ved hende
  Tankerne ende,
skjøn, som hun stod der ved Gyldenregnen;
derfor og Foden mig bar hid til Egnen,
som om usynlig en Villie mig mødte,
og hendes Aasyn for Sjælen mig lued.


Maaske Indbildning blot, Spind af min Tanke! . . .
  Medens alt mangen
  Nat jeg sad fangen
vaagen og grubled paa Flugt og spandt Planer,
hvori sig løfted Italiens Faner
atter til Reisning med Vaabnene blanke, -
var det, som dybt hendes Øie forstod mig.


Mellem hint Guldblink, hvor Havstriben skinner,
  til, hvor i Rækker
  Fjeldkammen strækker
fjernt sig, saa Tinden i Luftblaanet svæver, -
ligger Romagna'n! Her Landfolket lever
end i Vendetta'r og Fortidens Minder;
men i hvert Hjem gaar en Gjæring af Tiden.


Ildfuldt og trodsigt, - med gammeldags Tanker,
  ældgamle Klæder,
  Skikke og Sæder,
fødes og dør de i Fordommens Fængsel.
Op vil jeg tænde dets Fædrelandslængsel,
saa det skal findes, naar Fremtiden banker,
færdig, beredt til vor Kamp for Italien!



Digte II (av Jonas Lie)


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt