Den fugl fønix

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Jonas Lie

Det hændte sig nys i det franske
      Videnskabsakademi,
at Nestor, - den gamle Forsker
      i Nervernes Fysiologi, -
hel hastig besteg Tribunen,
      mens Haanden gav rappe Vink . . .
Han stod, som af Seir han smilte,
      og Øiet skjød Gnist og Blink.

Og fyrigt han talte og ildigt,
      han gløded af Ild og Kraft,
hans Sølvhaar syntes at ringe
      som ungt sig igjen af Saft;
og Tanken elektrisk lyste;
      og Ordet slog ned som Lyn, -
han meldte en Livsgaade fundet
      og Seir for Geniets Syn!

              * * *

Og selv, selv bar han Beviset: -
      Her stod han som kraftig Mand,
han, som de alle jo vidste,
      nys vakled ved Gravens Rand.

Han havde saalænge studeret
      Cellens og Nervens Gren
og fundet, den kunde fornyes
      og gives sin Ungdom igjen.

Med Celler af unge Kaniner
      og Nerver af fine Dyr
kan Mennesket faa sin Rygmarv
      og Hjerne paany i Fyr!

Han havde experimenteret
      just paa sig selv den Sag;
her stod han nu, som de saa ham,
      med Livets Seir idag!

Man kunde forny og fornye
      og vinde mindst tyve Aar; -
og ingen kan vide, hvor siden
      i Videnskaben vi staar,

naar Alderens Snefog ei mere
      kommer og stanser saa brat,
og Hjernen faar magasinere
      Erfarings og Kundskabs Skat.

"Her Lyset er tændt for en Forskning,
      som uvis i Mørke stod,
saa Grænsen for Livet kan flyttes
      erobrende Fod for Fod.

Her er den store Indvinding
      af Dage for Livets Land; -
og de er som Gulddraaber dyre,
      hver Dag, vi ser Solens Rand,

hver Morgen, vi drikker dens Straaler
      og Sundhedens bankende Saft,
hver Dag, vi kjender, vi lever
      med Aandens og Evnernes Kraft!

Det er, mine Herrer! en Fjær kun
      af Vingen i Menneskets Aand,
der vokser sig ud til at flyve
      i Evighedslovenes Baand.

Det er, mine Herrer, Drømmen, -
      den om de Vises Sten
og Livseleksiren og Yduns
      Æbler, som fandtes igjen! . . ."


             * * *


Og den, som inderligt trode,
      det var naturligvis jeg,
mens Fantasus gik i mit Hode
      om Menneskeslægtens Vei.

Med Vinger - to ordentlig lange -
      jeg rode i Ætherens blaa,
indtil jeg med ét blev bange
      og nøgtern Tingen besaa:

En saadan magasineret
      aldrende ynget én! -
jeg saa ham blinke med Øiet
      og gaa der letsindig igjen, -

og slides af Ungdomsbegjæret, -
      den gamle livskloge Mand,
som fik sig et Fange med Brændsel
      paanyt ind i Sansernes Brand!

Med Huden hornet og skrunklet
      og Haaret som grove Lav,
jeg saa ham trampe som Dyret
      med Lasternes løsslupne Krav.

Med Blikket uddød for Glansen
      af Ungdommens Smil og Graad,
jeg saa ham hvirvle i Dansen
      slig olding-erfaren og klog.

En Slægt det blev af Satyrer,
      der hopped i Livets Vaar; - -
- der feiled de høistemte Lyrer
      til Ungdommens ildfulde Aar!


Mig lokked den larmende Ære,
et Navn med den prangende Klang, -
nu ønsker jeg ikkun at bære
blandt Sandhedens bølgende Hære

om blot et Frø i min Sang . . .
Mer end en glimrende Stjerne
i Nathimlens Dunkelhed, -
et Led af din tænkende Hjerne,
o, kjæmpende Menneskehed!