En Bjergmands Sang paa Røraas, 1788

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Vort kolde Norden føler Varme,
Hvert Bjerg udstrækker lange Arme
For at omfavne Kongens Søn;
Selv Ørken smiler ham i Møde,
Og ved hans Aasyns Morgenrøde
Skal nøgen Klippe blive skjøn.

Prinds! der er Malm i disse Fjelde,
Og om det engang skulde gjælde,
Da er der Malm i Bjergmands Arm;
For dine Fædres og dit Rige
Skal den sin Hammer aldrig svige,
Men falde tung paa Uvens Barm.

See her et Folk, som gaaer i Døden,
Som trodser Farer ufortrøden,
Hvis Krigsmusik er Miners Knald.
Ja medens Bjerg vi undergrave,
Vor egen Grav vi tit tillave
Men døe i Fred det er vort Kald.

Skal derfor Pligt os engang kalde
At gaae mod dem, som overfalde,
O Prinds! din Arv, vort Fødeland,
Da trodse Bjergmænd Ild og Kulde;
Vort Kongehuus til Døden hulde,
I blodig Kamp vi holde Stand.

Dig, Rigets Arving! Bjerge hylde,
Og prange med sin Rigdoms Fylde,
Og anbefale sig din Gunst.
Du saae, naar Du steeg ned i Huler,
Og fandt den Skat, som Jorden skjuler,
At Klippen var ei skabt omsonst.

Selv skal Du Bjergmands Haab oplive,
Om han dit elskte Navn maa skrive
Paa denne ny navnløse Ort.
Naar Ertsen riig i Gruben tindrer,
Man Fredriks dyre Navn erindrer;
Det blev og under Jorden stort.

Stiig, Kongesøn! stiig ned i Jorden!
Den aldrig ganske stor er vorden,
Som ei nedlod sig for at see.
Stiig siden op paa Odelsthrone,
Og Grubens Skat i Kongekrone
Skal glimre blandt Juvelerne.

Vi Agre ei, men Ilden dyrke,
Med haarde Steen vi prøve Styrke
Og trænge ind i Jordens Skjød,
Vi ned i Dragers Bolig stige,
Og vore dybe Miner sige
Til disse Stene: Vorder Brød.

Vi slaae paa Borr med flittig Hammer,
Og indminere mangt et Kammer,
Som aldrig saae den blide Dag;
I Afgrunds Dyb vi fange Bytte,
Og yde Skat til kunstig Hytte,
Hvor Ild og Vand gjør Vaabenbrag.

Der Lænker rasle, Vandfald suser,
Og Vind af trinde Bælge bruser.
Og trykket Luft oppuster Ild.
Ved Ild maa Steen som Vandet flyde,
Og Ovnen Kobberstrøm udgyde,
Og det var Bjergmands Skuespil.

Saa blomstrer Flid i Fredens Skygge,
Naar Folkefædre mildt betrygge
Hver i sit Kald, hver i sin Stand.
Thi leve længe Landets Fader,
Indtil han sildig overlader
Sin Arv til værdig Eftermand!

Stiig, Fredrik, da paa Faders Throne,
Og Himlen al din Idræt krone;
Men glem ei dine Bjergmænds Tarv!
Du har for længst vort hele Hjerte,
Som varig Ild for Dig ernærte;
Ja Du fik Klippen og i Arv.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt