En fremmeds digte

I Florens leied jeg et kammer -
der havde bodd en landsmand før.
Men som jeg gjennemsaa komoden,
som jeg av vane altid gjør,
saa slog der op en bundløs sommer
som gammel smerte fra en skuff, -
det dufted vin og visne blommer
og nøisomhed og tørret loff -
Og skuffens brune bund var strøet
med blade fra en solrig stund,
og paa en tørret stilk sad frøet
og bed sig fast i blomstens bund.
Men inderst inde var der stukket
et skrift med blæk av anilin,
og arkene var gjennemtrukket
av graadig, gulnet romervin!
Men bagom alt, hvad der var digtet
steg frem en kjendings trætte træk.
Jeg bringer, hvad hans hjerte bigtet
i skriftets sære, røde blæk!