Angelus

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Jeg gaar forbi en kristgaard, hvor graastensgjærdets orm
har slaat sin kreds om dem, som vel er farne,
hvor lykkens sten-penater er lagt i korsets form
paa evighedens endelige arne.
Og længer hen er klungtorn og eketrær og eng
med stierne i timian begravet,
og endnu mer i syd som fin og rødlig streng
bag aftenhvide æblehaver havet.
Jeg staar, hvor skogen stanser; jeg staar og stirrer blindt
paa sommersjøens slængkys over sanden —
det dufter gjennem hjernen av havets hyacint,
som vasker sit bølgebed mod stranden. —
Men længer ind i skogen staar ned et gyldenskin
og peger paa et muld ved mine fødder
saa fint og kraftfuldt aaret av lyst linneaspind
blandt eketræets sommersorte rødder:
Hvor stedmorsblomsten sænker paa buet stilk et blaat,
et natteblaat med hvide, bly planeter,
og det er maurens himmel; men samles i et slot
staar kongelysets maane-minareter.
I skjæret sværmer humler som gnister fra sit bol;
men skogviolen rødner i sin blaane,
og løvetanden luer i græsset som en sol
og ved ei den skal gustne av til maane!
Hvor denne havsens store og røde aftensol
kan aabne dulgte blomstersvælg og munde!
En blomst sprang ud i skogenDet var en gjøg, som gol —
slik vilde blomster gale, hvis de kunde!
De spidser sine læber i kor til aftensang;
slig staar de lydløst gabende og synger —
mens skogens yndig bortgjemte blomsterklokke svang
sit angelus for disse blomsters klynger!
«Gud himmel, hvor det synger, det fjerne røde fjun»,
det hvisker hæggen i sin grannes øre.
«Den blomst maa jo ha blade, forundrede som dun;
for at det er en blomst, det kan man høre!»
Men vinden med sit milelange, sølvklare skjægg,
som svam forbi, en trøst i farten slængte:
«Det skorter den paa legeme, du gyldentunge hægg,
saa I er ogsaa rigelig betænkte!»

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt