Til en digter

Mod mine digtes fetischmørke træk
har dine jo en himmel-anet Guds —
de har den lyse evighed som form,
og deres legeme er sol og storm;
de stømmer fri av alle tankens baand,
mens mine tynges av min trætte haand;
de synger, suser sommer over heien,
mens mine staar som sten ved landeveien.
O dine sange glir med blide kræfter
igjennem sjælens luftige koraller —
og der de gaar, der toner sindet efter,
og instrument blir alt, hvorpaa de falder,
og mine hugne digterbilder smaa
staar stumt i sten og stirrer bly derpaa — —
Men du, som har din frihed som du vil
i selve sindets levende akkord —
at ikke du staar støbt av sten i ild,
det kan du glemme; thi dit søde spil
i alle morgendæmringernes strænge
skal altid over mine verdner hænge.