Hymne til friheden

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Araberen synger om Dybet, der straaler af Perler,
      og Maharas Guldstøv;
mægter ei tænke sig Nordens Himmel,
fuld af Nordlys, som snoede af Perler,
med Flammen, som Bølger af slige
      Ørknens Skatte.

Saa Skjalden, om Alherren ophang hans Harpe paa Bøgen
      i Herthadal, kvæder
kun om en Krone, hvis Gjenskin fordum
lued' svagt ifra Norriges Fjelde:
Diademet paa Norriges Bonde
      knapt han drømmer.

Ha han skeler, selv om en Lyra
      glimter bag Granerne!
      "Springer end Sølvet i Norge som Blod?
      Eller var det en Fos? O behold dit Vand!"

"Ak, er Sølv et Fædrelands Blod, da
      Nor er et Liig, siden
      Dan-øernes Igleflok om Throndlagen hang,
      hule Følehorn stak ned i Kongsbergs Barm!"

"Se, nu ligge Øerne spredte, som døde Igler,
      paa deres dovne Bølger!
      Himlens Aande, Friheden, nedhviftet er, mit
      Fædrelands Saar at læge.

Se med Skin den fylder de fattige Hytter!
      . . O, som om Norge havde
      efter Himlens Stjernekurv grebet, at mætte
      sig for de tømte Grubers Bægre."

Hver vil sin Stolthed indklæde i Dragten,
     vævet af Toner: Jeg vil og nævne mit
Fædrelands Rigdom, ja Guldet, som rinder i
      Normandens Aarer,
Perlen, der stiger fra Normandens Barm, og
straaler i Øiet, Tindingen mørk af den
Krone, der gjorde Publicola hædret -- o
      den vil jeg synge.

-- O Frihed, Guds Aande, der fylder Englene,
O Frihed, en Strøm af Aarhundreder,
hvirvlende Kroner og Kongebeen,
som hvide Sprut-skum om Throne-steen,
og Munkekaaber og Pavetiarer,
som sorte, ravende Bølgeskarer,
slog dig enten til Himlen eller
drog dig nedad til Helved; thi,
siden Brutus brast,
og Cæsar greb efter Parthens Kvast,
paa Jord var du ikke: kun Bøddler og Drotter
paa Folkenakker i Marmelslotte,
blandt spændte Lænker (som Edderkoppe i egen Væv)
var' ene frie,
og Kongepurpur var eneste Lys
i mørke Skyer af Trællegys.

Først hørte vi -- ah, du var funden hviftende,
Frihed, langsmed Pensylvaniens Strømme,
i vilde, palmtækte, indiske Skove;
og Vashington drak dig,
og blæste saa de brittiske
Bannere bort,
som om de vare
Lord Norths' Parykker.

Hvor kom du ifra? O mon fløi du, Frihed,
ned fra Egen, Jorden bar som en Hvifte
for Franklyns Vugge, saa fluxen
hans Tale den kjølige
Hvinen blev bag Vashingtons
Sværd, da det skar
tvende Etager
fra Jordens Kroner?

Hvor kom du ifra? O mon steg du, Frihed,
først (som smiilsnar Havfru fra Missisippi)
fra Vashingtons sværdblanke Strøm af
Veltalenhed, da du
fra Komitierne dukkede,
for, til en ny
Jord, under Havet
svømme nedad Tibren?

(Ak næsten jeg glemte, at Friheden bleg,
      paa sin skjulte Reise, iland paa Bretland steg;
      thi Hvilen der var kort,
      hvor en Dictator stod
      paa Jorden lys af Tyranne-blod,
      mens Luften var sort
      af puritanske Bønner.
      O Menneskekjærlighed er Frihedens Hjerte,
      Tolerance dens Smiil til Alle,
      og, om dens vrede Blik er en Bile bred,
      dens blide er et glindsende Palmeblad.)

Ha, nu du fløi efter Galliens Raab: For
Folket flye nu Despoter: for Hadet, der
Sporene slikker, som Panthren, med blodige,
      hængende Tunge.

Ak Gallien, ved Helgener forvant,
      vil føle sin Frihed med Fingrene grant,
      med Hjertet koldt, vil de Haanden varme
      i stolte Flygtninges aabne Barme . .

Hør, de kalde med Munden -- Tys!
      . . de kalde Friheden: Gudinde,
      reise den Billeder i Dagens Lys,
      om Natten Lænker de tvinde!

Drukkent i Kongeblod Gallien løste
Frihedens Belte, brød Kronen itu som en Bryllupsring . .
. . . ak før hun var bleven Folkets Brud.

Eia, da Beltet nu sprang paa den Kydske,
udfoer fra Barmen ei Duft, men paa laurblanke Vinger
Imperatorens sorte Ørneflok.

Hvo glemte, at, da Romas Ørne
      fik gylden Kam
      og Purpurham,
      den staalet Klo og Sangen tabte?

Hen mod de Fjelde, der dækte med Secler
Normannakjæmpens Søvn saae den Himmelske . .
Hun græd da, men Taarerne fulde paa Norriges
      vaagnende Hjerter . .
(Modergraad falder paa sønlige Hjerte
heed) . . og de slog'; men tungt fløi Vampyren, som
suged' dets Blod . . bort, bort, for at tære paa
      slumrende Slaver.

Norriges Fjelde sig hvælve til et Tempel:
et Hjem for landflygtige Frihed:
Sarpens Regnbu' er Frihedens Arnes Røg.

(O kom du, gode Moder, Hedemarken er en deilig Seng!)

Nu, som en Gudsaande, Frihed boer bag Dovres
og Filefjelds Støtterad, Kringen
staaer imidten, som Alteret, blankt af Blod.

(O kom du, gode Moder, Toten være dig en faver Vang!)

Se Christianiafjorden, som blaae Violer, strøede
     paa Festdagen op mod Portalen,
hvor, som Fredsskjold, en Krone er opsat til Pryd!

(O kom du, gode Moder, Thrøndlag er en Vugge vid!)

Rundtom paa Thingstene Cheruber staae med Glavind:
som Ørne med vidtslagne Vinger,
fange de iilsomme Frihed, den Guds Aande
(som hellige Apostle i traurigt Smiil og Rynke
-- thi Sorg laae foran Himlen -- den sidste Flamme af
de flygtende Engles Vingespidser.)

O Frihed, svævende "Bliv" over Afgrunden
      (netop saa dyb som en Throne er høi)
      hvor Folkene mylre . .
      . . svævende Bliv, som raaber:
      "Guddom kom
      frem paa Jord fra Hjerteblom!
      kom fra Hytte, kom fra Borg!
      Naar du først er gaaen ud
      fra blinde Dumhed, sløve Sorg,
      fra Egennyttens Rottehul,
      muldsvøbt skjøndt, dog ud af Muld
      til Himlens Frihed her: til Gud,
       -- lad dig da ei skræmmes ind
      af lidt Skin og Hermelin!
      skræmmes maa du ei tilbage
      for et Scepter eller Stage!
      lad Dig ikke kyse bort
      af en Munkekaabe sort!"

O Frihed, Bliv, som taler saa!
i dit Norges hvalte Tempel
granevoxne Normænd staae
som Friheds-støtter, Norges Møer
som Friheds-billeder i Slør,
med en herlig Mesters Stempel!

Frihed, af Kongers sorte Vrede,
     som straal'vinget Dag af Natten, forfulgt,
staa i mit Fædreland stolt med Niobes Smiil, og
ophæng paa Normandens fattige Dørstolper
Egeløvkrandse, og vink til Arnen din
      odlede Afkom!

Aand i Hellas's Hjerter, at flux de svulme
op til vældige Skjolde, der flyve paa
blodige Hænder, som svullen Stormsky paa
      Kastor og Pollux!

Lad Eurotas, liig Susqvehanah,
gjennem Jubel og hvilende Helleners
Blik (o, som blinkende Sværd for Friheden!)
      roligen rulle!

O, naar jeg beder til Dig, Forfulgte:
      beder jeg til Gud -- -- --

Du er af Ham, som af mig min Geist, der
      laante mit Hjerte til Vugge.

Saa Du i Kloderne (Guds Hjerter
      i hans Himmel-barme)
      opfostres -- O, som et rødmende Hav af
      unge Sjele, der suge fraoven, af hvide
      Stjerneskin, Udødelighedens Die: Haab,
      hviler du der!



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 1. bind 1825-1833
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt