Mødet.
Tanker, som hinanden trænger,
finner nok sin pol,
hjærter, som vil mødes, sprænger
alt som forårs sol.
Og jo tyngre sorg, som dølger
deres unge trang,
desto større mødets bølger
bruser frem engang.
Skønt hver mand, som løfted modet,
hundrede gav ild;
skønt at tusen ofred blodet,
slog det ikke til.
Først når folke-vårens susen
over skog og lund
vækker alle hundre tusen,
da er mødets stund.
Held os nu: norrøna-dagen
er jo alt i sky:
skrækken, hvoraf vi stod slagen,
var dens morgen-gny!
Gjallar-hornets hule sange,
tårer, skam og blod
var så mange Herrens gange
det, som just gav mod.
Nu af folkets sjæl og virke
vokser det hver dag:
sejer loves den, som styrke
tar af nederlag.
Forårs-mødets fylde flommer
og er jubel-tolk
for den vår, som engang kommer.
- Leve Nordens folk!
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer