Mortensgilde i rom

      Ære være
      Gaasens Fjære,
Ham og Krop og Sjæl!
Se, dens Krop vi spise,
Sjælen er vor Vise,
      og dens Fjære
      skulle bære
Tankens Flugt ikvæld:

      Ved det lille
      Mortensgilde
sad her mangt et Aar
Kunstens Trækfuglskare: -
Mænd, hvis Længsler bare
      til det skjønne,
      Vinløvsgrønne
Land med evig Vaar;

      hvor Du svimmel
      ser en Himmel
fyldt af Farvers Glød,
mens Akazier, Pinier,
tegner Skjønhedslinier
      over Høie,
      der sig bøie,
som Akkorder flød;

      hvor som Ranken
      Skjønhedstanken
vildt blandt Marmor gror,
hvor i dunkle Lunde
glemte Guder blunde,
      - de, som skulle
      gjen af Mulde
vaagne i vort Nord!

Der befriet
      først Geniet
kunde Vingen slaa,
reise med sit Virke
Sten til Kunstens Kirke,
      - Mænd, hvis Syner
      evigt lyner
nu paa Hjemmets blaa.

      - Saa, mens røde
      Druer gløde
her ved blomstsmykt Bord,
vil en Skaal vi tømme
hver for sine Drømme
      om det kjære,
      Sindet nære
Fædreland i Nord!