Syttendemaisang

Mens Vaarsolen flommer med Guld om Land,
og Liderne løves og blinke
fra Lindesnæs op til Finmarks Strand
og vester til Statlands Brinke, -
vi mindes ville den Mai, som lyst
sig knupper og vaarer i Folkets Bryst.

Vi mindes ville den store Sang,
som Havet det sjunger om Norge,
de Livsens Bølger i Folkets Trang,
der fagert for Fremtiden borge, -
vor Folkedrøm og vor Frihedssag,
vor solblaa, skinnende Fremtidsdag.

Mens snehvide Snekker fra isstængt Havn
lig Hære af Maager er seilet
med Flaget rundt Verden og mangt et Navn,
det Norrige hædred, i Speilet, -
vi mindes alt, som laa indestængt,
før Frihedens Maisol fik Isen sprængt.

Og, bryder sig Havet tidt uveirsgraat
og prøver de barkede Gutter,
det bliver dog atter blankt og blaat
og speiler de gamle Nuter; -
det Billed er af den tunge Strid,
vort Folk har kjæmpet fra Arilds Tid.

Nu heises der bredere Seil i Raa,
og stevner vi længere Veie,
mer vide, end Fædre i Aanden saa
med al deres Længsel i Eie.
Thi det, som nu i vort Hjerte slaar,
er Norges løsnede, unge Vaar!