Reflektion

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Jonas Lie

Ja, om vi saa fik stilnet ned
      al denne Strid og Støi,
al denne Døgnets Bitterhed,
      som gaar saa bølgehøi.

Ja, var vi fri for al Kommers
      og denne slemme Strid
og fik de gamle Vægtervers
      ifra den gode Tid! . . .

Saa stod vi med den hele Brist
      paa dette Kraftens Spil,
der ene gir den Sandhedsgnist,
      som Livet trænger til!

Jeg tænker, fra den svære Flom
      vi skrabed samme Stund
med al vor Ebbes Fattigdom
      ned paa den nøgne Grund.

Vi blev en taaget Kyst her nord
      og aandig ubevægt,
hvor af og til en Hvalfisk stor
      har sprøitet Skum og legt.


               *


Hvorfor saa Døden tog det Hode,
som bar saa rig en Kundskabs Skat,
som vi saa uundværlig trode
med alt sit "Blik for Folk og Stat?"

Et saadant Arsenal af vunden
Erfaring, vide Livets Syn,
slig aarlang Vækst, saa stærk fra Grunden,
og saa - alt spildt for Stundens Lyn!

Vi græder, vi; - Naturen smiler,
som om den ingenting fornam,
og Somren i sin Skjønhed hviler,
og Verden gaar - foruden ham!

Naturen véd nok, hvad de gamle
erfarne, hvide Hoder véd, -
lad dem sig Tidens Visdom samle
og naa vor "Uundværlighed"!

Den vil ha L i v nok mer end Lygter,
som sindig lyser Livets Gang, -
en kraftberust fremfor en nøgter,
som aldrig tør dets Vovesprang.

Det er de nye Slægters Følger,
- den Strøm af Hjertets Energi,
hvori Fornyelserne bølger, -
dens Ungdom evig suser i.