Sjelekamp og sejer

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

(En Sal, i hvis ene Hjørne et Skab. Tabitha, en mosaisk Enke, beskjæftiget med Syning.)

Tabitha

-- -- Hvad Støi! Ah! intet Andet end de Drenge,
min Jakob og hans Sværm af Kamerater,
der lege nu mandhaftige Soldater
og Gaden ved en sluttet Kjæde stænge.
Det gjælder Nabogadens Ungdom; thi
sin Hat Hver løfte skal, som vil forbi.
For dristigt Spøg! Der dygtig Prygl kan falde.
Jeg troer jeg Jakob hjem igjen vil kalde.
Ah nei; Han bliver da til Spot for Skaren,
og fra hans Egne truer ham da Faren.
Desuden Jødens Tid, at kunne fro
omgaaes Andre, uden at han krænkes,
til denne første Ungdomstid indskrænkes.

Hans Liv er siden Smerte for sin Tro.
Og det er Jakobs Fødselsdag idag;
da lad ham følge ganske Drengens Smag!
Han kommer nok naar Maven ham erindrer.
Og da er denne Fløjelshue færdig,
hvor Gyldenkvasten paa det Røde tindrer --
en Høvding for den tappre Skare værdig.
-- -- O Himmel! hvilket Skrig! Det var ei Leeg.
Ve! om det var . .? O nei! Jeg maatte høre
igjennem Bjerge Jakob, naar han skreg.
Og Tys! han stormer, som han plejer gjøre,
jo allerede Trappen op . !

(En sletklædt Dreng styrter ind og paaknæ for hende.)


       O Himmel!

Drengen

O frels mig! frels mig! -- Se et Barn jeg er! --
for Guds Barmhjertighed ifra den Stimmel,
som følger mig i Hælene, for her
mit Liv at tage . . Skynd Dig hvad Du veed,
saasandt Du haaber selv Barmhjertighed.

Tabitha

(Afs.)

O, hvem kan modstaae, naar Ulykkens Raab
besværger, trygler En ved dette Haab?

(Aabner Skabet.)

Ulykkelige Dreng, derind! derind!
Begrav dig under alt mit Hjemmespind!
Gjør bag min Rok der, med sin store gule
Paryk af Stry, i Uld en tjenlig Hule!
Jeg skal Dig ikke røbe . .

(Drengen skjuler sig i Skabet.
Der bankes stærkt paa Døren.)


Tys! kom ind!

Første Retsbetjent

Vi ere Rettens Folk; derfor, Madam,
undskyld, vi tro, at her vi have ham?

Tabitha

Hvem "ham"?

Første Retsbetjent

Oh, veed De, Stakkel, ei, en Knegt
fra Nabogaden kom i Klammeri
med denne Gades Drenge, og deri
han med en Steen af flere Skaalpunds Vægt
flux dræber En i Vredens Raseri.

Tabitha

Ulykkelige Barn!

Første Retsbetjent

Ja Døden er
ham vis; og sikkert maa han findes her.
Han indad Porten løb; som fangen Muus
den Morder har vi her i dette Huus.
Forældreløs, hvad kan den Skurk vel blive,
naar til han voxer, uden en Bandit?
Derfor vil Øvrigheden gjøre Sit
for Ulven endnu ung at faae aflive.

Tabitha

Ak, af en Ungdom kan der lige let,
alt som den dannes, blive Godt og Slet.
Men søger selv! Der er mit Nøgleknippe.

Første Retsbetjent

Afsted! den Morder skal os ei undslippe.

(gaae.)


Tabitha

Det arme Barn! forældreløst og jagt
paa Betlerstien ud af Sult fra Hjemmet!
hvorledes skulde Lidenskabens Magt,
ja Syndens, ventes blideligen tæmmet?
Saa reent forladt, hvorledes skulde ikke
den fule Djævel med de skarpe Blikke
det sikkre Bytte have alt opdag't,
og gravet ind med sine Kløer stærke
i Hjertets Voxklump strax sit Ejemærke?
Men o mit eget Barn! . Hvor Hjertet slaaer!
Jeg tænker . .; men jeg for min Tanke frygter
og kvæler den; men atter op den staaer,
og alt mit Blod fra mine Aarer flygter.
Men Jakob skal, endskjøndt hans Fødselsdag,
faae Skjænd af mig, der svie skal som Slag,
fordi han piner mig med denne Angst,
og ikke strax løb hjem da Legens Ende
saa blodig blev . . .

(Retsbetjenterne komme tilbage.)


Første Retsbetjent

Madam! Nei, ingen Fangst.
Med tomme Hænder vi tilbagevende.
Men dette Skab? Saa dybt det seer mig ud.

(Drager sin Kaarde og vil stikke ind.)


Tabitha

Ei, Mand! Ei, troer I, at I vinder Hæder
ved slig en Kamp mod mine stakkels Klæder,
mit Hjemmevirke og mit Bryllupsskrud?
Se her! der hænger uldne Nøster tretten;
hug Snoren af og tænk saa at det var
den stive Hals paa Trettenhovded Jetten,
som Tristam med sin Klinge gjennemskar!
Vil ikke paa min Rok I Sværdet øve?
Det gamle Hoved lader let sig kløve.

Første Retsbetjent

(Stikkende Kaarden ind.)

Nei! kom, vi gaae, skjøndt jeg vil med min Eed
besværge, Drengen skjult er her et Sted.

Anden Retsbetjent

(I Døren.)

Oh, Enken der var visselig den Sidste,
som vilde skjule ham, ifald hun vidste,
at ham, vi søge efter, han, det Skarn,
hun skjuler, dræbt har hendes eget Barn.

(Gaae.)


Tabitha

(Farende om fortvivlet.)

Mit Barn? Jeg hørte galt. Hvorfor just mit?
Jeg har kun eet, kun eet, mens mange flere
hver Moder har. Hvi skulde mit da være
den Dræbte? ingen Anden tabe sit?
Utroligt! Skjøndt den Graasteen var jo blind,
og kunde see ei hvor den spalted ind?
Dog vil jeg ikke tro. Den Mand var vred,
som talte saa . . Dog om . .

(Raaber udaf Vinduet).

Hei, Mænd, tilbage!
Her er den Morder. I ham frit kan tage.

(Lukker Vinduet.)

O! o! Jeg føler hvad jeg end ei veed,
at Manden sandt har sagt: -- min Søn er død,
den Eneste, der kom ifra mit Skjød!
Kom derfor, Mænd! I skal ei længe jage.
Slaaer Morderen ihjel paa dette Sted!
Jeg har en Tørste, som Ulvindens heed;
jeg troer, jeg kunde Blodet af ham smage.

(Seer ud af Vinduet.)

De komme. Vel! Vær nu ei, Hjerte, svagt,
men uden Skaansel! Har ei Moses sagt:
"Hvo døder Menneske, forsandt skal dødes,"[1]
og "Syn for Syn og Tand for Tand skal bødes?"
At bryde Loven staaer ei i min Magt,
ei i min Lyst . . Du Tigerunge, frem!
Frem af dit Skjul, du Øgle, at af dem,
som komme, Du kan blive for min Fod
isøndertraadt i dit forvorpne Blod!

Drengen

(kommer frem, knæler.)

Gjør med mig hvad Du vil, og tag igjen
dit Løfte! Tro mig, jeg skal ikke klage.
Du var mig god saa langt, Du kunde; men
jeg Døden før end Dødens Frygt vil smage.

Tabitha

Mit Løfte? Ha, Du har det! det er sandt.
Og ve min Sjel, om ei mit Ord mig bandt!
Tilbage da! tilbage i dit Skjul!
Duk dig i Ulden bag mit Rokkehjul!

(Drengen skjuler sig. Der bankes paa Døren.)

De komme; men hvad skal jeg sige mere?

(Retsbetjenterne komme.)


Første Retsbetjent

Madam! her er vi efter Eders Raab.
Naar Sandhed I fik høre, var vort Haab
jo ogsaa, at I vilde udlevere
jer Enes Morder. .

Tabitha


Ja, Javist . . Nei, gaa!
Hvad jeg i denne Tid kan sige, maa
ei agtes paa. Dog skal man ikke fange
af Ord ifra min Mund særdeles mange.
Jeg Tid og Tanke har kun for at græde
Dag ud Dag ind den hele Aarets Kjæde.

Første Retsbetjent

I har os kaldt.

Tabitha

Nei, gjorde jeg? Da var
jeg i min Hjerne neppe rigtig klar.

(Giver ham en Mynt.)

Men der! tag den! og lad mig saa med Fred!
Maaskee jeg døer; kom da og bær mig ned
af Trappen, med mit Barn i samme Kiste,
skal I faae to af samme Mynt som sidste.
Dog det er sandt -- der seer I, at mit Hoved
er som om jeg paa Valmuer har sovet --
hvor er mit Barn? Bring det, skal I faae tre.
Men strax! men strax! Jeg troer ei ham at see
som Liig, er fælt som Synet blodbesprængt,
jeg indenfore Øjet seer forvrængt.

Første Retsbetjent

Paa Timen, strax! Vi har ham paa en Baare.

(gaae.)


Tabitha

O Jehovah! styrk nu mit Hjerte! Blind
mit Øje med saa svovelhed en Taare,
at ei jeg seer, at Liget kommer ind.

(Retsbetjentene bære Liget ind, sætte Baaren og gaae.)


Tabitha

(Synkende ned.)

Mit Barn! Saadan? O! Gud, hvor var dit Øje
fortabt i Dybet eller i det Høje,
at Dette kunde skee . ? O ve! hvad har
jeg sagt? Bespottet Jehova. Til Svar
et Lynslag paa mit Hoved jeg fortjener,
skjøndt Sorgen taler vildt, ei hvad den mener.

(Reiser sig.)

O Rædselssyn! Mit Barn! mit dræbte Haab!
Men, dyre Blod og Pandens brede Vunde!
jeg hører Eders høje Jammerraab
saa klart som om hver Draabe mæle kunde.
De raabe Hevn -- ja Hevn!

(Aabner Døren.)

Hei, Mænd, tilbage!
Der i det Skab I Morderen kan tage.

(Lukker Døren bestyrtset.)

Ve mig! For anden Gang mit Løfte krænket!
Og Løftets Ord til Himmelen er lænket.
Men Gudskelov, de hørte ikke Ordet.
Dog skal han sikkert, sikkert døe for Mordet,
saasnart jeg blot ham udaf Huset faaer.
Ved Porten Hevnens Bloddom fri ham naaer.

Drengen

(springer frem, hvorved en Bog falder ned af Skabet.)

Nu vil jeg døe. Jeg seer du ei det bærer.

Tabitha

Hvad faldt?

Drengen

Din Bibel.

Tabitha

Seer du, at den vilde
dig knuse, Morder?

Drengen

O, dens Ord det gjør.
Hvad jeg har hørt deraf tilfældig før,
det Lidet, som jeg mindes, mig fortærer.

Tabitha

Læs her!

Drengen

Jeg kan ei læse.

Tabitha

O, hvor ilde!
Dog det er sandt, som vilden Nesle skudt
forældreløs er jo den arme Gut.
Maaskee han neppe kjender Herrens Bud.

Drengen

Jo eet: "Du skal din Fa'r og Moder ære!"

Tabitha

Ved Jehova, Du maa de andre lære.
Du maa ei dø i slig Uvidenhed.

Drengen

Hvad spørges derom paa det mørke Sted,
hvor jeg, en Morder alt, maa sikkert komme?

Tabitha

Tal ikke saa! Hvo kjender Naadens Domme,
naar Mennesket til strenge Lov har bødet?
Saa ondt vil Jeg dig ei, naar du har blødet.
Men giv mig Bogen! Der er Lys og Styrke
paa hver en Side.

(Læser.)

"Herren, Han min Gud,
min Løgt skal tænde, klarne skal mit Mørke."[2]
O lød det ei, som om et himmelsk Bud
paa sænkte Skyer til mit Øre dalte
og mig et Løfte fra Jovah fortalte?
Nu videre paa Træf!

(Læser.)

"Barmhjertig, naadig,
miskundelig er Herren og langmodig.
Han ei os efter Synderne behandler,
betaler ei os efter vor Misgjerning."[3]
Endnu et Kast! endnu en hellig Terning!
Maaskee Orakelet sig da forvandler.

(Læser.)

"Jeg har ei Velbehag til Synders Død --
saa siger Herren -- men at han omvender
sig fra sin Vei og lever."[4] O, hvor sød
en Balsam til en Synder Herren sender!
. . Dog end engang lad see! Men slaa op Du!
Dit Liv det gjælder, Dreng, i dette Nu.

(Drengen slaaer op. Hun læser.)

"Barmhjertig, mild er Herren; og derfor
han underviser Syndere paa Vejen."[5]

(Gjentager.)

. . Han underviser Syndere paa Vejen . .

O Jehova! jeg fatter, thi jeg troer,
dit tydelige Vink. Paa hvilken Vei
staaer den forældreløse Synder ei?
Og er det ei sin egen Sjel at signe,
at stræbe, Herre, Dig at efterligne?
Thi vil jeg ham i dine Bud belære,
for Kongen gjøre Knæfald, for hans Blod
hvad Loven kræver give hen i Bod,
med Hjobs Hengivenhed min Smerte bære,
og med din Hjælp, o Gud! -- det er det Svære --
mit Barns Morders Moder vil jeg være.
Gud har befalt, og Han for Resten sørger.
Hvo er den Orm, som vrider sig og spørger?

[rediger] Merknader

  1. 2 Moseb. 21.
  2. Ps. I,18.
  3. Ps. I,103.
  4. Es. 13, 11.
  5. Ps. I, 25.


Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt