Slagteren og tyren som gud

En Slagtersvend, som skulde slaa en Tyr
      tilstrækkeligt for Panden,
slog feil. Den Tyr, derover ganske yr
      og fra Forstanden,
sled Strikkerne, som den til Blokken bandt
      isønder let som bare Stry og "Høi,"
(hvadeller, om man vil, som "Hø" og Stry)
      og fløj, hvadeller tog saa til at fly,
ei Standsning ændsende af Dal og Høj.
      Ja fløj -- hvadeller, om man heller vil,
den løb til den for Svendens Syn forsvandt.
      Thi aaben Kirke den i Flugten fandt,
og skjød derind saa rapt som afskudt Piil,
      og op paa Altret rappere end Pilen.
Der seer den Svend, som efter kom med Bilen,
      den staa forstenet reent af Skræk.
Han tør knapt nærme sig, ei ile væk.
      Han skjælver paa hvert Led.
      Han kaster sig omsider ned,
og som Gud Apis Tyren han tilbeder.

Ak, Mennesker, den Slagtersvend
      har mange Brødre mellem eder.
Ja selv i Tyren bør igjen
      I kjende egen Slægt,
i mange Tyrepander nemlig, som
      ved Alteret og Prækestolen kom
med engang til Respekt.