Af Haab og Liv er alle Knopper fulde

Af Haab og Liv er alle Knopper fulde, —
De tør ei briste, skjønt de gjerne vilde;
Thi Vaaren kæmper end med Vintrens Kulde.

De brudte Straaler over Marken spille,
Og Blomsten svulmer i sit snevre Kammer,
Og drikker Lyset længselfuld og stille.

Den aner Maiens underbare Flammer,
Naar alle mørke Vinterskyer vige,
Naar ingen Kulde Hjertebladet rammer.

April, min Ven, er Navnet paa din Pige:
Snart kolde Blik, snart hemmelige Pile;
Du ved ei endnu ret, hvad de vil sige.

Ak, hendes Hjerte har ei heller Hvile;
Af Frygt og Uro vexelvis det banker, —
Men Læben er dog villigst til at smile.

Snart Kysser Mai de længselfulde Ranker,
I Luften svæve Elskovsguder glade;
Da tør Du nævne dine skjulte Tanker, —

Da viser Blomsten sine Hjerteblade.