Ved Havet

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Der voxer ingen Busk paa denne Klippe;
Dens Væg er lodret mod de dybe Vande.
Herfra mod Vest Du øiner ingen Strande;
Her alle Skranker, alle Grændser slippe.

Hvor kjøligt vifter Luften over Voven,
Og letter kvægende Dig Stoffets Lænker,
Mens Dagens Stjerne sig i Havet sænker,
Og Aftenstjernen tænder sig foroven.

O, se den stille, deilige Forsoning,
Hvor Hav og Himmel mod hinanden gløde,
Og begges Grændser i det ømme Møde
Forsvinde i en purpurvarm Fortoning.

Saaledes daler i dit varme Indre
En himmelsk Anelse, mens Hjertet bæver;
Du ved ei, om Du vandrer eller svæver,
Og Rummets Ørken kan ei mer Dig hindre.

Nu Havet aander slumrende. Hvor ømme
Henglide dog dets sommerlune Vover!
Thi nu har Himlen gydt sin Mildhed over
Dets underbare, vexelfulde Drømme.

Dog drager endnu i den dybe Stilhed
Et dæmpet Drøn, en Sukken gjennem Rummet;
Og, ser Du, hisset glimter Bølgeskummet,
Og bruser endnu med den gamle Vildhed.

Du aner, at en Klippebanke skjuler
Sin mørke Jettekrop, hvor Bølgen fraader;
Du ved ei, hvilken Trolddoms-Magt der raader
I denne Klippes hemmelige Huler.

Ak, selv Du bærer paa en lønlig Smerte;
Om Himlens Klarhed over Barmen daler,
Om Haab og Kjerlighed din Kummer svaler, -
Den voxer dog fra Bunden af dit Hjerte.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt