Før og Nu

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Jeg kunde engang synge
Om al min Ungdomsfryd;
Jeg sang i Venners Klynge
Blandt Larm og Bægerlyd.

Og frem af Druens Bølge
Steg, som en gylden Sol,
I lyse Alfers Følge,
Mit Tankelivs Idol.

Det fløi med mægtig Vinge,
Jeg vidste ei hvorhen,
Jeg vilde mig kun svinge
I Ætheren med den.

Jeg saa Orangelunde
Ved Sølveraaens Bred;
Der, tænkte jeg, man kunde
Til Slutning dale ned.

Hvor høit og vidt jeg iled,
Jeg sang med Lærkens Mund,
Og naar min Vinge hviled,
Min Ro var Fuglens Blund. —

Nu skyr jeg vilde Stemmer
Og høie Jubelraab;
Jeg har et Savn, der gjemmer
Erindringer og Haab.

Og hver Gang jeg er ene,
Betragter jeg min Skat;
Den aabner Dagens Scene,
Den skinner i min Nat.

Til stille, lune Drømme
Betror jeg nu mit Savn;
De flyve ei, de svømme
Som Svaner blidt i Havn.

Med alle Vaarens Ranker
Jeg smykker deres Tog;
Men ak, til disse Tanker
Har Læben intet Sprog.

Og naar min Stemme kalder
Dem fra det tause Hjem,
Da tvivler jeg, da falder
En Taage over dem.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt