Sympathier

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Johan Sebastian Welhaven

Der falder Regn fra Linden
Over den golde Sten;
Det kommer af Nattevinden,
Der bæver i Lindens Gren.

Sin Graad kunde Linden holde,
Da Veiret over den skred;
Men siden kan Sukke volde,
At Taaren triller derved.

Der sidder en Fugl og synger
Over den slumrende Eng;
Thi Natviolen klynger
Sig duftende til dens Seng.

Den længtes, og søgte sin Mage
I Dagens brændende Luft;
Men nu først lyder dens Klage,
Vakt af Violens Duft.

Der vandrer en Ridder alene
I Parkens dunkle Gang,
Mens Regnen drypper fra Grene,
Og Fuglen nynner sin Sang.

Han lader sin Harpe zitre,
Hans Vise er sorrigfuld;
Hans Taarer falde saa bitre
Paa Strengenes klare Guld.

Til Borgens Høielofts-Stue
Hensvæver hans Tone mat;
Der sysler den strenge Frue
Med Datterens Brudeskat.

"Min Datter, Du lade din Terne
Ende sin Nattesang;
Jeg hører kun lidet gjerne
Saa drøvelig Harpeklang."

"Min Moder, derude sukker
Den svævende Nattevind,
Og Fuglen fløiter og klukker
Sit Kvad af et traurigt Sind.

Og Stemmen, der klager saa saare, —
Den er ingen Ternes Røst;
Og derfor triller min Taare,
Og derfor skjelver mit Bryst."



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt