Frederik Hegel.

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

[rediger] I

Tilegnelse.


 Du var her aldrig; men jeg går
her ofte og blir mødt av dig.
Her er ej stue eller vej,
der tanken om dig ikke står
og vænter mig fra hine tider,
da du i troskab og i dåd
var hjæmmets værn i mine strider.

*


 Så tit, mens denne bog jeg skrev,
dit lune øje lyste mig;
da var vi ene, du og jeg
og det, som tyst til tegning blev, -
så bogen hist og her må ligne
dit hjærtelag, din friske tro,
og derfor skal dit navn den signe.

[rediger] II

 Jeg ælsker luften, når den kjøles
      og høj og klar
      en renhed har,
en vidde, der som frihed føles.

 Og skogen finner jeg er skjønnest
      i høst-geni-
      ets fantasi,
og ikke, når den står som grønnest.

 Jeg kjænte en: i høstens klarhed
      hans jævne gang, -
      hans hjærtes trang
høsthimlens farvefine varhed.

 Hans minne er, som - når de true,
      de første gust
      av vintrens pust -
den første varme i min stue.

 Når længslen udadtil får endskab,
      og somrens sinn
      slår in, slår in,
er høstens tempelfest for vænskab.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt