Loefodens Beskrivelse

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

av Petter Dass

 Leg Snekken fra Landet, snoe Stavnen i Vest,
 Set beent over Havet, det bliver os best
       At seyle mens Vinden vil føye:
 Een Miil eller fire vi vanked' i Søe
 Fornam jeg, at Skroven den Fiske-riig Øe
       Opdagedes flux for vort Øye,
 Vi kasted' der Anker og trinned' i Land,
 Der fandt jeg de Giæller opbygget ved Strand
       Og Fiskernes Hytter at stande.
 Skrey-Torsken har mangen lyksalig der giort,
 I Fordum var det en berømmelig Ort
       Med dessen omliggende Lande.
 Fra Skroven til Vogen er eeniste Miil,
 Jeg skynded' mig did med en flyvendes Iil,
       At merke de Steders Tilfælde,
 Jeg steeg paa en Høy, mig der lidet omsaae,
 Befandt der mangfoldige Hytter at staae,
       Jeg neppelig kunde dem tælle:
 Der komme did seylend' den fiskende Flok
 Ved to og tree Hundrede Baader i Skok,
       De suled' op Dybsagn og Snøere,
 Opspærrede Torsken og hængde paa Giæld,
 Saa koged' de Møllie det lakked ad Qvæld
       Gik siden at slaae sig paa Øre.
 Om Morgenen tiilig, Dag-Randen fremgick,
 De vedste hverandres sædvanlige Nik,
       Hver Baad var ud-skuffet og borte,
 Den første, der kom og paa Klakkerne foer,
 Han spillede Mester med Angler og Snoer,
       Den sidste Mand maatte det skorte.
 Hver nærende Krop bør opagte sin Tiid,
 Du kandst ikke sige til Torsken kom hid,
       Her kastes vil Angler for Borde,
 Selv-villig i Baaden ey Fisken indsprang,
 Men Snøeret maae røres saa mangen en Gang,
       Det samme din' Formænd og giorde.
 Jeg mindes for nogle forledendes Aar,
 At Vogen og Skroven hver Vinter og Vaar
       De vare Navn-kundige Flekker,
 Did stunded' det meenig omliggende Land,
 Did stræbed' hveranden Nordlandiske Mand,
       Der tømmedes Kister og Sækker:
 Fra Helgeland, Salten og Senjens Lands-Lehn,
 Fra Vesteraal, Andeness, hidset og hen,
       Did sankedes alle tilhobe;
 I Vogen at findes, i Vogen at roe,
 I Vogen at fiske var alle Mand froe,
       Om Vogen loed alle Mand raabe.
 Da Næringen stoed i den høyeste Leeg,
 Til Tusinde Voger vel Tienden opsteeg
       Angaaende Kirkens Indtægter;
 Men ach! den Søe-Handel staaer aldrig ved lav,
 Den har alt forkehret og tager flux af,
       Os Havet sin Rigdom nu nægter!
 Her intet har vanket et Aar eller tie,
 Stor Armod er Landet geraaden udi
       Formedelst mislingende Føde:
 All' Hytter er raadnet, all' Giælder nedkast,
 Man seer der ey Jægter, ey Seyle ey Mast,
       Ret ligesom Landet var øede:
 Thi naar det mislinger med Angler og Snoer,
 Da maae den Indbygger, der vesterlig boer,
       I Iri Badstue sig bade;
 Det har sig med dem, som med Fugler i Flugt,
 De plante ey, pløye ey, høste ey Frugt,
       Og sanke ey Sæden i Lade:
 En udsleden Færing, en Dybs-Agn, en Krog,
 En Skind-Stak, en Kofte med lappede Brog
       Er al deres Rigdom og Eye;
 Med det skal han sørge for Tiuend' og Viff,
 Med det skal han selver opholde sit Liv
       Og bringe sin Skatter til Veye:
 Hans Plov og hans Ager, hans Avel og Aag,
 Det hænger altsammen paa eneste Krog,
       Naar Fiskene lyste at bide,
 Hvis ikke, da stiger han sulten i Seng,
 Gaaer sulten fra Bordet med Tøes og med Dreng
       Og jammerlig Levnet maae slide,
 Han reiser til Bergen at søge Credit,
 Contoiret fornemmer, der bringes saa lidt,
       Thi kiedes de ved til at skaffe;
 Restancerne med det tilkommende Aar
 Alt høyer' og høyer' i Bøgerne staaer,
       Saa gaar det, naar HErren vil straffe!
 Loefoden anlangende, Kirker og Præst,
 Da maae Capellaner betiene der mest,
       De Kald er til andre benaadet,
 Og er til vor Tronhiems Capitul henlagt,
 Som Kaldernes Renter har under sin Magt,
       Og længe derover har raadet
 Dom-Kirkens Med-Tiener i Tronhiem er sæt
 Til Pastor for Boxnes og Borgen og det,
       Som reignes der under at være;
 Men Vogen og Skroven har Bispen i Vold,
 Er Hans Høyærværdighed given til Sold
       Hvad Rente man der kand opbære.
 De Kirker, der findes, dem mindes jeg vel,
 Først Boxnes, saa Flakstad, saa Mosknes Capel,
       Den Fierde paa Hol er anteignet,
 Den Femte paa Borgen jeg telle dig vil,
 Jeg legger paa Valbierg den Siette dertil,
       De Sex under eet er bereignet;
 Paa Gims-øen seer man, den Syvende staaer,
 Paa Vogen den Ottend' i Syne du faaer,
       Den Niende Skroven dig giver,
 Den Tiende staaer i Vær-øen vel trøst,
 Den Ellevte finder du bygget i Røst,
       Og den dig den yderste bliver.
 Loefoden omskylles af Bølger og Hav,
 Der løbe og Strømme, som deele den av
       Og flyde i Farten heel strænge,
 Som Gimsøe-Strøm, Nappe-Strøm, Moskøe-Strøm ok
 De give kand stundum den Reisende nok,
       At mange derover sig sprænge.
 Fra Mosken til Værøe bereignes en Miil,
 Der flyde de Strømme saa snart som en Piil,
       Omtumler sig frem og tilbage;
 Man kand dem vel ligne ved raskeste Raa,
 At mange Beskuer har undret derpaa,
       Hvor Vandet slig Magt kunne tage:
 Naar Maanen fremtrinner med Fuld eller Nye
 Da høres omkring en forfærdelig Gnye
       At Haaret paa Hoved maae ryste,
 Og ofte saa skrækkelig tager af Sted,
 At Landet og Husene skielve derved,
       Som Skyen ved Torden skull' bryste;
 Og skeer det, at Vinden er Strømmen imod,
 Da reyses de Bølger i dybeste Flod
       Saa høye, som Klippernes Toppe:
 Skull' nogen fordristes at fare der da,
 Han reiste der aldrig med Livet ifra,
       Men maatte til Bunden ned hoppe;
 Thi kand ey den Reysende vove dertil,
 Endskiønt han sin Reyses Forfremmelse vil
       Ved alle Minuter opagte,
 Men faaer at opbie med Længsel den Tiid,
 Naar Floderne stilles og Luften er bliid,
       Og Havet nedlegger sig sagte;
 Besynderlig maae det og tages i Agt:
 Naar Flod eller Ebbe ved Maanen har Magt,
       Er vanskeligt over at fare,
 Naar Maanen halveris, er Floderne smaae,
 Da maae man grandgivelig passe derpaa
       Og tage vel Ebberne vare;
 Men passer han ikke ret lige den Stund
 Naar Ebben udløber til nederste Grund,
       Og lader den Time forsømme,
 Da bliver hans Reyse forsænket den Dag,
 Han takke sig selver for Tidens ud-drag,
       Som loed den af Haanden bortrømme!
 Men hvoraf det kommer, at Mosken er grum,
 Og hvoraf han tumles saa bister herom,
       Og, hvad forekommer, opsluger,
 Jeg seer, at vor Areboe har det vel fat,
 Han slutter, en Skiærr-gaard i Dybet er sat,
       Hvor Strømmen sin Myndighed bruger;
 Han meener, den Skiærr-Gaard af Klipper nestaaer,
 Som uden til rund og om-circlede gaaer,
       Men inden til aaben og huule,
 Og midt i de Klippers udhuulede Gang
 Skal reyses en Klippe trind-agtig og lang,
       Som sig der indvendig mon skiule:
 Til denne sin Huule han setter en Port,
 Som aabnes for Strømmen, der skyder sig fort,
       Og sig ind i Huulen vil trænge,
 Naar den der indkommer, spadserer den om,
 Og søger Udgange, men finder ey Rom,
       Thi vil den med Magt sig udsprænge,
 Den søger den Dør, den tilforne indgik,
 Og kommer herud med forvirrede Skik,
       Og svirrer saa rundt om den Klippe;
 Hvad Vrag eller Træer ham kommer da for,
 Det slides, som det iblant Røvere vaar,
       Før Strømmen det lyster at slippe.
 Den Gisning jeg lade vil staae ved sit værd,
 Den salig Mands Skrifter heel fyndig og lærd
       Som Guldet jeg agter at giemme;
 Men Mandens Beslutning om Moske-strøms Magt,
 Hvis ikke Forfarenhed andet har sagt,
       Da kunde jeg med den vel stemme.
 Jeg vil det kun an med Eenfoldighed gaae,
 Naturen os lærer det best at forstaae,
       Hvor Strømme sin Magt monne tage:
 Jo fortere Havet ved voxende Vand
 Spadserer i Fiorder og fylder den Strand,
       Jo fortere gaaer det tilbage,
 Er Bundene dybe, som inden for er,
 Og ude ved Gabet er grundere Skiær,
       Da vil jo Naturen det lære:
 Jo dybere Bunde, jo sagtere Fart,
 I grundeste Vande gaaer Strømmen jo hart,
       Og veed sig ey selv at regiere.
 See! vilt du nu have din Reyse begynt
 Fra Moskenes, saasom den yderste Pynt
       Og lige til Botned derinde,
 Og tæl saa fra Gabet til inderste Strand,
 Hvad Længde det Hav ombefattes af Land,
       Og hvordan Begreb du kand finde,
 Jeg troer, at den Længde henstrække sig skal
 Til Tolv eller Elleve Miiler i Tal,
       Foruden alt andet at reigne.
 Hvad Vidden og Breeden og Dybden angaaer,
 Du vel et anseelig stort Tal da og faaer,
       Som strækker sig ud allevegne.
 Nu er her Sex Timer at giøre kun paa,
 At her skal opfyldes hver Vinkel og Vraa,
       Som den stoere Vidde begriber,
 Og atter Sex Timer at skynde sig bort
 Igiennem de forrige Gange og Port,
       Som Værøe ved Mosken inkniber:
 Hvad Under, at saadan en Mængde af Hav,
 Som stedse maae skynde sig til eller av,
       Og det paa saa korte Terminer,
 Igiennem benauede Ganger og Grund,
 At det jo maae skraale med brumlende Mund,
       Og ligesom selver sig piiner.
 Jeg veed vel, her kastes Instantzer imod,
 At denne min Meening er ikke saa goed,
       Som maaskee vel efter min Tanke:
 Det kand ikke siges, at Gabet er trangt,
 Thi Havet tvert over Tolv Miile er langt,
       Er der ikke Rom til at spanke?
 Jeg svarer det er med de Strømme saa fat,
 De skynde sig igiennem de nærmeste Gatt,
       Hvor allerførst Løb er at hitte,
 Nu bliver jo Mosken det nærmeste Sund,
 Thi maae den med Trængsel igiennem den Grund,
       Alt skull' den sig selver forsplitte;
 At han de forskrækkelig Hverveler skiær,
 Det volder, at Vandet er grundere der,
       Og inden for dybere Bunde;
 Naar Dybene trykke nu hæftelig paa,
 Da maae jo de Strømme forfærdelig gaae,
       I sær hvor de Banker er' Grunde
 Tre Eylænder ligge ved Havet med Lyst,
 Først Mosken, Værøen derefter er Røst;
       Paa Mosken er intet at giøre,
 Men Røst og Værøen de Sogner er Toe,
 En Sogne-Præst boer der og lever i roe,
       Kand lukke spag-færdige Dørre.
 Paa disse toe Steder almindelig roer
 En Hob af Salt-Væringer temmelig stoer
       Samt Helgelands Bønder deslige,
 Men fiskes ey meere herefter end før,
 Da bliver Fortienesten sulten og tør,
       Skal neppelig giøre dem riige;
 Det herligste Røst kand berømmes udaf,
 Er græs-groede Klipper, Naturen dem gav
       Hvor Faarene kostelig trives,
 De løbe der vilde hver Vinter og Vaar
 Og ingen Undsætning af Mennisker faaer,
       Ey heller en Haandfuld dem gives:
 Dog bære de Bester en ypperlig Uld,
 Og ere paa Kroppen af Fedme saa fuld,
       At Kiødet er gandske Spækrunden.
 Om Vinteren gaaer de med Ulden i Snee,
 Saa smukke, saa reene, saa deylig at see,
       At neppelig smukker' er funden.
 Naar Aaret fremløber til Kors-Misse Tiid,
 Maae Folket paa Landet opagte med Fliid
       Den fuld-moeden Uld at afrive,
 Men hvis det forsømmes, da pleye de Faar
 Sig selver afklæde paa Bover og Laar,
       Indtil de kand leedige blive:
 Thi have de Fremmed', som pleye der roe,
 Vel mangen gang fundet et Rufv eller toe
       Af Klæder, som Faarene taber,
 Naturen har givet de Bester det ind:
 Om Vinteren vil de forsyne sit Skind,
       Om Vaaren de Peltzen afskraber.
 I Røst er adskillige Fugler at faae,
 Fremhængende Flauer de bygge oppaa,
       Hvor ingen Mands Foed kand bestige;
 Dog gives ey Mennisken Viisdom omsonst,
 De have optænket en synderlig Kunst
       De Fugler med Magt at bekrige:
 Thi hvo sig fordrister, og elsker den Lyst
 At holde med Fieldet en Kamp eller Dyst,
       Han sig med en Line bebinder,
 Men Enden af Snoeren en anden har fast,
 Saa hisses han ned udi Flauet med hast,
       Og leeder om alle de Tinder;
 Han stiiger ved Hielpen af Liner og Hamp
 Fra Reede til Reede, blant Klinter og Kamp,
       Og fylder saa Buxer og Lommer;
 Naar han nu har strippet om hisset og hen,
 Da hisses han op paa de Klipper igien
       Og gandske beproppet opkommer.
 Saa haver end aldrig den heele Natur
 Fremskaffet saa snild og behændig et Dyr,
       Det maae jo for Mennisken falde,
 Ja selv Leviathan maae give sig tapt,
 Og Behemoth, som uregierlig er skabt
       Den sin Over-Herre maae kalde.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt