Nordlands Horizont, Elementer og Veyrligt

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 End spør du Himmel og Veyrligets Art,
 Da viid, at de os en fortreden Fremfart
       Med Vreed' Elementer tilføyer;
 Ulidelig Frysen og stormende Slud,
 At hvoe som sig stænge vil Vinteren ud,
       Han see sig om foerede Trøyer!
 Flux over os hersker hin iiskolde Poel,
 Beliggend' langt borte fra Straal-milden Soel,
        Med bister Planeters Aspecter
 Saturnus der siges, at stande paa Vagt
 Og vare paa Skatten, for Norden er lagt,
       U-funden af Menniskens Slegter;
 Jeg hart ad og vover at sige den Løgn,
 At man her i Landet et eniste Døgn
       Alt Aaret omkring ikkun have.
 Hvad Vinteren andet end iidelig Nat,
 End iidelig Dag man om Sommer har fat?
       Saa falder os Aaret i Lave.
 Alt fra den Tiid Solen i Skytten indgaaer,
 Og til hun sin Gang udi Fiskene faaer,
       Forborger hun stedse sit Øye:
 Gaaer moxen om høyeste Middag i Vand
 Saa der ikkun viises af Dagen en Rand
       Mod Østen ved Biergenes Høye.
 Her bygger en Bonde, han seer hendes Glands
 Her bygger en anden, han har ey den Kands
       At han hendes Varme maae nyde.
 Paa synderlig Steder kun Glimtet man seer,
 Af Fieldens Ulighed den Underskied skeer,
       For hvis skyld hun ey kand frembryde.
 En Time fremgaaer hun med straalende Hiul,
 En anden Stund henne bag Fieldet i skiul,
       Fremskinner i Gaard hos vor Grande.
 Nu halver hun Øyet nu har hun det heel
 Nu atter fordølger sig slet for en Deel,
       Saa vexles de gyldende Brande.
 Ved somme Field ligger et Kløft eller Skar
 Om korteste Vinter man Solen der har
       En times Tiid, to eller mindre.
 Drag siden omtrent ved en Fierding derfra,
 Strax skal Horizontens Omskiftelse da
       Dig Forrige Leylighed hindre.
 Thi Vinteren fører stedsvarende Mørk,
 Indfalder i Landet, som over en Ørk:
       U-endelig Nætter tilhobe.
 I medens har Bonden ey synderlig Kaar,
 I Mørk han sig legger, i Mørk han opstaaer,
       En Nat til den anden monn' raabe.
 Han ofte veed hverken om Døign eller Dag,
 Men Ugen igiennem alt under et Tag
       Ved Tælge-lys eder sin Davre;
 Indbunden alt stedse, som Qvæget i Baas
 Og holder sin' Dørre for Frostet i Laas;
       Slig Nætter giør Hønsene mavre.
 En spørger, hør Broder: hvor langt er til Dag?
 en anden man spørger med Længsel og Plag
       Vil Dag ikke snarligen vorde?
 Den tredie klager, at Natten er lang,
 Det Klagemaal høres saa mangen en gang,
       Naar Skamti er kommen i Gaarde.
 Tvert om naar at Soel er i Tvillingens Huus,
 Meddeler hun Landet et yndelig Lius,
       Det Sommeren varer til ende,
 Og dummeste Nat vel en Favn over Vand
 Beskinner baad' Nætter og Dage vort Land
       Ved Maaneder to eller trende.
 Saa rømmer os Mørket og Mulmen fra Dør,
 Og Qvæget, som stod inden Lukkelse før,
       Udlades at søge sin Føde.
 Du tilmed og aldrig saa tiilig staaer op,
 At dig jo før høyt over Biergenes Top
       Er runden Aurora den røde.
 End svær jeg og vidner, at hvilken en Dreng,
 Som opstaaer og gaaer sig med Solen i Seng,
       Han neppelig skal sig forsove.
 O Sommer! kierkommen til alles Behag,
 Paa hvilken at Natten den lyser som Dag,
       Og Fugle sin Skabermand love!
 Hvad Væjrlig og Guds Elementer angaaer
 Da viide vor' Landsmænder, hvad de formaaer,
       Hvad hver af dem fører i Mærke:
 Thi Nordland er holden for yderste Pynt,
 Der vexler Neptunus med Æolo Mynt.
       De brumlende Kiemper og skerke.
 Nu fyeres her oven med Torden og Gnye
 Nu brumler forflyvende Flaver i Skye
       Et Hierte derved maatte grue.
 Nu fyger nu ryger Neptunus umild,
 Nu hagler, nu blunker den blussende Ild,
       Det Luften staaer slet udi Lue.
 Saa snart gaaer ey Jupiters Fyr-Verker af,
 At derved jo skielver baad' Himmel og Hav,
       Og Sand og Strand driver tillige;
 Saa høres den Tiding paa anden hver Øe,
 Hvor den og den er for-ulykket paa Søe,
       Kuldseylet paa Fiorder og Viige.
 Man neppelig kommer i nogen Mands Huus,
 Her kiæres jo over Neptuni Fremfuus,
       Thi Søen den tager saa mangen.
 Her siddet en Enke, som Manden har mist,
 Og hisset en anden har Skilsmisse frist
       Hvis Mand er fordrugnet for langen.
 Man spørger en Fader, som Sønner har stor:
 Hvor er' dine Sønner? de drugned i Fior;
       Man fritter en Søn om sin Fader,
 Strax skal han dig grædende svare med hast:
 Min Fader blev borte med Takkel og Mast,
       Den Sorg mig saa snart ikke lader.
 Fortroelige Læser, hvad tykkes dig her,
 Er Guds Elementer ey skarpe Gevehr?
       Hvo mægter Neptunum at tvinge?
 Jeg siger dig: mangen udlevet og viid,
 Som pløyet har Bølgen sin levende Tiid,
       Tit skydes maae Skielg udi Bringe.
 Jeg kiendt haver mangen bedaget en Mand,
 Som slidt har sin Alder paa skummende Vand,
       Seet etlige Farer for Øye:
 En uformerkt Flave kand komme med hast,
 Der ligger den Stakkel med Baaden omkast,
       Nedsiunken i Skindstak og Trøye.
 Mig mindes og vel den ulykkelig Stund,
 Da henved fem Hundrede Kropper til Grund
       Omkomme for Uveyr paa Folden
 Hvor ey kunde føres en Traad eller Klud;
 Af tusinde Siæle, som seylede ud,
       Kom neppe tre hundred beholden.
 Jeg tiend' vil gange den Fare forbi,
 Indbyggerne var geraaden udi
       Der Vester ved Loefodens Side
 Hvor mangen en Broder for anden kom bort,
 Og etlige Qvinder til Enker blev giort,
       Sligt giør elementer ublide.
 Saa kand hver fornuftig vel dømme ved sig,
 Naar Mennisker friske saa legges i Liig,
       Hvad Ynk da maa være paa færde!
 En Broder ey anden at frelse formaaer,
 Den Sterke, den Svage har ligedan Kaar,
       Dem hielper ey Læg eller Lærde.
 Man stræber med Hænder, med Fødder og Knæe
 At lange til Qvælvet som driver i Læe,
       Og undrømme Døden den leede;
 Men om det sig hender, han Qvælvet end naaer,
 Her kommer en Bølge, som hannem afslaaer
       Strax er hannem Graven til reede.
 Da seer man den Jammer og smertelig Harm,
 At Naboe fordrugner i Naboes Arm,
       En Ven kand for anden ey bøde.
 Her flyder en Aare, her Tiljer og Vrag,
 Her Tofter saa mange som steener paa Tag,
       Her Kropper og Legemer døde.
 Men Sagen, at Veyret langt haardere her
 End andensteds falder; det voldendes er
       Den Poliske Circul hin kolde:
 Thi dersom ey Landet laae Polen saa nær,
 Fornam man i Sandhed et mildere Vær
       Iblant vore klumpede Knolde.
 Hvorfor naar Saturnus Befaling gir ud,
 At Jorden skal straffes med Hagel og Slud,
       Da ligge vi nærmest ved Haanden:
 Maae stande den strængeste Tørning imod,
 Mens sidde vor' Naboer i Roelighed god
       Fuld tryggelig, Tiid efter anden.
 Tit falder os over et Himmels Uveyr,
 Da kand i de Lande, mod Middagen seer,
       Ey kiendes en Gust eller Flave.
 Nu hører du Læser, hvad Handel og Kaar
 Vi fattig' Nordlændinger daglig udstaaer,
       Og hvorpaa vi faaer os at lave;
 Men om der et Spørsmaal saaledes faldt ind:
 Hvi blæser i Norge den flavende Vind
       Paa allesteds all Tiid ey jævne?
 Da gives til Ansvar: af Klippen det er,
 Thi Klippernes Axler adskillig sig skiær,
       Hvis Topper ey liige monn' stævne;
 Part peeger mod Sønden, part peger i Vest,
 Og naar den fuld-drivende Vind eller Blæst
       Vil prøve sin Styrke den strænge,
 Da gierne, jo tranger' et Kløft eller Skar,
 Jo skarpere Flaver da bliver man var
       Med Magt der igiennem at trænge;
 Og det, som vel allermeest merkeligt er,
 To Baade kand roe ved hinanden vel nær:
       Den ene paafalder slig Flave,
 Det Strand og Søe driver som tykkeste Sand,
 Den anden Mand roer i det stilleste Vand,
       Der røres ey Fiær eller Tave
 Og løfter man Øyne til Snee-takte Field,
 Da seer man der fyge den ny falden Mield
       Som damp af hin rygende Tiære.
 Saa snart at Her Gregus han sligt bliver var,
 Strax veed han at spaae sig, hvad Himmelen har
       Den Dag for et Væjr udi Giære.
 Og skeer det, at Skyerne tave sig smaa,
 En Storm vil da visselig følge derpaa,
       Det er en vis Regel for Bonden;
 Den Dag lar han ligge sit Snøre med Freed,
 Skal neppelig røre sin Baad udaf Sted,
       Det haver jeg ofte befunden.
 Men skeer det at Luften er klar udi Øst,
 Strax fatter Herr Urian Moed udi Bryst,
       Og legge tør tryg i fra Lande;
 Han vinder sit Seyel og finder en Støe
 Der drager han Torsken, den sælg' han for Miøe
       Go' taar faaer I kiære go' Grande.
 Her bliver det Sanden, vor Frelser har sagt:
 Det ufeylbar skal efter Aftenens Pragt
       En ynskelig Morgen frembryde;
 Men morgenens Rødhed betyder en Storm,
 Spør Bonden, han skal dig af Himmelens Form
       Tilkommende Ting vel udtyde.
 Thi seer han en Skye udi Vester opgaaer,
 Regn, Stormveyr og Slud han os visselig spaaer;
       Men legger sig Toos udi Fielde,
 Betyder det Vind fra den norderlig Kant,
 Dog slaaer deres Gisning vel Bommer iblant,
       Thi hvoe vil udgrunde Guds Vælde?
 Man haver jo vel udi Skrifterne læst,
 At GUd den Almægtige lader den Blæst
       Udkomme fra lønlige Steder:
 Man Vindenes Susen for Øren vel har,
 Men hvorfra den kommer og hvor den henfar,
       Det veed hverken Poul eller Peder.
 Saa er da de Steder for Mennisken skiult,
 For menneskens Øyne de ligge gedult,
       Hvad vil du dig viider' bemøye
 At grandske de Ting, som Fornuften ey kand?
 Tak have den simpel eenfoldige Mand,
       Sig lader med Skrifterne nøye!
 Men at jeg tilbage kand kaldes igien,
 Et Ord eller to ved poetiske Pen
       Om Vindenes Egenskab røre;
 Da falder af Vinde besynderlig Slag,
 Part stormer om Vinter og korteste Dag,
       Part lar sig om Sommeren høre.
 Thi hvorsomhelst Fiordene strekke sig ind,
 Der haves om Aaret kun tvende slags Vind
       Kun tvende slags Vinde der blæse:
 Om Vinter, naar Klippene ligge betakt,
 Da puster her ud en af Øster med Magt,
       Som bide kand digt udi Næse;
 Da kand man med hast blive graae udi Skieg,
 Da vanker her Hagel-Bræst, Smell udi Veg
       Tandgnissel og Pust udi Næve:
 Hvo som imod Væjret da sidde vil vendt,
 Han vogte sig, Ansigtet bliver ey skiendt
       Af Riimen som da monne svæve!
 Hvad høres da andet paa Fiorder og Sund
 End brølende Brusen hver biende Stund?
       Hver Bølge fra Grunden sig løfter,
 Den seilende Bonde, som farer derpaa,
 Er glad, han med hastige Hænder paa Raae
       Sit Kannifads Seyel indsøfter
 Den Vind, som saa byder de Seylende Trods,
 Land-Sønning og Skottung den kaldes hos os,
       Han byder: tag vare paa Skiødet:
 Øes-Karret i Næven og Øyet i Vind,
 Set Halsen til Riben vær knap og gesvind,
       Saa maa man fortiene sig Brødet!
 Naar Korsmiss' er leden, strax fanger her an
 En anden slags Vind blant den greenfulde Gran,
       Hav-Gule paa Norsk til at sige;
 Saa sterk, som Land-Sønningen puster her ud,
 Saa sterk giver Hav-Gule bør udi Klud
       Alt ind ad Riverer og Viige.
 Med Sommer hun kommer med Sommer forgaaer,
 Florerer, mens Flora beblomstrendes staaer,
       Forsvinder, naar Flora forsvinder;
 Begynder om Morgenen temmelig sagt,
 Jo længer paa Dagen, jo sterkere Magt,
       Dets Sandhed Field-Byggen befinder.
 Vor HErre, som skikket har all Ting i Lag,
 Han ikke foruden besynderlig Sag
       Forordner os saadanne Vinde.
 Var ikke Hav-Gulen i Fiorder indsendt,
 Da blev af den hidsige Sommer forbrendt
       De Blomster og Bladefuld' Linde;
 Dernæst og Søemanden som med en Anroer
 Indslæber i Fiorden, en tieniste stoer
       Ham Vester-Hav-Gule tilfører.
 Hun løser fra Aaren den udmattet Arm,
 Saa Fiskeren, som har forvundet sin Harm,
       For bugede Seyel indkiører.
 Nu har du, min Ven, udi Æoli Huus
 Omvanket og med mig beseet den Fremfuus;
       Hans ivrige Bælger forvolder;
 Behager dig videre, vil jeg paa Luur
 Mig did hen henføye, hvor Fuglen har Buur,
       Beskue den Sted, han tilholder.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt