Om Land og Lands Brug

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 Men Asmund os spurde: fortænker mig ey,
 Hvor eyer I hiemme, hvor ligger jers Vey,
       Hvor agter I, Nord eller Sønder?
 Vi svared': vi komme med Orders Anstalt
 At see, hvor i Landet tilgaaer over alt,
       Og handles med fattige Bønder.
 Hey! Asmund opreiste sin' Øeren saa lang
 Den Dannemand straxen i Kofven indsprang,
       Og svikkede Hul paa sin Tønde:
 Goed Taar, mine Venner! I giøre saa vel,
 Fortøver hos mig og samtykker en Pæel,
       I haver jer ey til at skynde.
 Det dobbelte Rasmus sig løfted' i Top
 Vor Asmund blev vækket til Lystighed op,
       Vi bleve med Gaver foræret,
 Et Buk-Skind den Eene, den anden en Gied,
 Men der han blev fastend', han angred' og græd,
       At han saa romuus havde været.
 Om Morgenen gik han baad gusten og bleeg,
 Han klaged', han var udaf Grandenes Qvæg,
       Uførmet paa Ager og Enge,
 Og meget med andet han bragte for Dag,
 Vi bad ham til Tinge indstævne sin Sag
       Og være Taalmodig saa længe.
 Saa blev der paalyst et almindeligt Ting,
 Did sankedes meenige Landet omkring,
       Saa mange, som havde at klage;
 Paa Lehns-Mandens Gaard skulle skaffes det Hold,
 Han nævnede Sexten at give sig Told
       Alt for sin Omkostnings Umage.
 De Sexten gav hver en Rixdaler i Lægg,
 Og Qvinderne fylded' sin' Daller med Eg,
       Med klinede Lefser og Gumme,
 Saavelsom et Laar af et røgede Sviin,
 Det ofred' de Lehns-Mandens Hustrue saa fiin,
       Til Kiøkenets Tarv at fremkomme.
 Men Klokken slog aatte, og Retten blev sadt,
 Vor Asmund fremkalded' sin Grande saa brat
       At svare sin Sag udi Rette;
 Han sagde: du haver u-førmed min Grund,
 Da svared, den anden: du løgst i din Mund,
       Saa toeg de Kompaner at trætte.
 Hin klaged' at hannem var staalet hans Griis,
 Da svared' den anden: du Hundsvot Beviis,
       Du skalt dog en Løgnere blive;
 Derover blev Asmund fortørnet og grum
 Han esked' af Rettens Betientere Dom,
       Og Sagens Afsigt hannem give.
 Men alle slags Rettergang haver Behov
 Fuldmyndige Vidner og skiellige Prov,
       Og saadanne manglede disse,
 Derfore fik Asmund ey Fremgang den Dag,
 Men Sagen blev hængende dem i Fordrag,
       Til Vidnesbyrd fanges til visse.
 Der Stevninge-Seddel blev vider' oplæst,
 Da fandtes at Ole paa Volden sin Hest
       Af Grandenes Heste var skiendet:
 Part sagde: din Oxe har stanget min Koe,
 Part sagde: dit Skiut haver slaget min Soe,
       Og giennem min Agre fremrendet.
 En anden fremkommer og klagede paa,
 At alle hans Enge nedtraklede laae
       Af Ingebrichts ung Hark og Kalve.
 Hvad skulle den Dommere sige til sligt?
 Vi bøed at de skulle sin' Øyne vel digt
       Besmøere med Teigel-Steen Salve.
 Blant andet kom en med et Spørsmaal for Dag,
 Han sagde: Goe Skrivar Æg hæve ey Sag
       Angaaende meg og min Granne.
 I giær nu vel at j græi os den ut:
 Æg kiøbte ei Møll-Qvæin og Grannen eit Skiut
       I fælleslag skulle di stande;
 Æg sa: min goe Grande brug Qvæinna me meg,
 Saa gaaer eg halvparten i Skiute me deg,
       Og bytte saa, qva vi forqværva;
 Saa kom eg for skaen, eg seia de maae.
 Gu naae den, som Kors og Modgangen fæll paa!
       At eg kiaure Mærra forderva:
 Som Grannen nu haur, eg skandera si Mær,
 Og darme saa blei han ildherskien og tvær
       Og sloe saa mi Qvæin udi stykia;
 Men nu vil eg vitja min kiere Land-Drot,
 Om eg bør at taka den Skaen for godt
       Og sei meg, hva j nu mon tykia
 Æg meine saa: hee han skandera mi Qvæn
 Saa høyg eg ey flæra i Øikien igien,
       Og darme saa maae da faa drages.
 Ney! hævn dig ey selver, det er dig en Last,
 Og hvilken, som altid vil age for fast,
       Hans Vogn-Hiul vil visselig knages.
 Nu vel, min Stald-Broder! hvad tøve vi her
 At høre forgieves Mundklammer og Vær?
       Kom, vilt du! da lader os vandre:
 Vi droege fra Schierstad, til Kierstad og Moe,
 Fra Moe og til Giellum, fra Giellum til Sproe
       Fra Sproe til Lekanger og andre,
 Og der ifra hen imod Birkedals-Lii,
 Om Aaness og Skaaness og Dalen forbie
       Jeg kand ikke mindes dem alle;
 Omsider vi landed' hos Kolbiøin paa Kratt,
 Der holdtes et Bryllup, at Ørnen blev sat
       Med Glædskab paa Høyene Halle.
 Vi hilsed' i Huset og bøed en goed Dag,
 Men Giesterne bad os velkommen i Lag,
       Der skienktes i stoere Træe-Bolder.
 Den ævig Guds Skaale de finge paa gang,
 Og ærede hannem med frydefuld Sang,
       Som Landsens Sædvane det holder.
 Derefter begyndte man Konningens Skaal,
 Samt Dronningens, Prindsens med frydefuld Skraal,
       Saa Bispens og Amtmandens Minde;
 Man fandt ingen Pæler i Bolden at staae,
 Hver slugte det meeste han kunne formaae,
       De lod sig godvillig befinde.
 Omsider blev Giesterne talendes vel,
 Dog al Disputats var en Ort med en L,
       Det er deres gangbare Vare.
 Latinen og hængte paa Tungen bereed,
 Slig Gloser, som giør Ciceroni Fortræd,
       Og hvortil ey Varro vil svare.
 Det lakked ad Tiden, man skulle den Brud
 Geleide til Sengen med Spil og med Liud
       Og sette paa hende en Hue.
 Saa dandsed' man hende af Gienternes Lav,
 Og Bruden sig dertil godvilligen gav,
       Sprang efter af gandske Formue.
 I Kofven var Sengen til Bruden bereed,
 Brudgommen med hende, de fulde derned,
       Man saae dem stiltiendes beede:
 Brudgommen tog Huen, sat Bruden den paa,
 Forældrene, som og derhos monne staae
       Væe-modelig tog til at græde,
 Udvisende dermed, at saadan en Stand
 Medfører ey andet end Taarefuld Vand,
       Besværing med Kummer og Møye:
 Begyndelsen sig vel med Glæde beteer,
 Men Enden dog vist med Bedrøvelse skeer,
       Naar Døden tillukker vort Øye.
 Om Morgenen tilig, der Dagen frembrød,
 Fremkom den Kiøg-Mester og Giesterne bøed
       Hin Klinede Lefser og Gomme,
 Kam-Kager og allehaand' krusede Brød
 Og stoere Træe-Skaaler med Hamborger Miød,
       Vor Qvinder de giorde dem tomme:
 Thi Gurru hun svarede Halvor en Pæel,
 Tak have den Dan-Qvind, som giorde saa vel
       Og ikke godt Tilbud forsmaaede!
 Ey heller var Anfrie og Malfrie saa svag,
 De begge med Flasken jo droges et Drag,
       Saa meget de Stakler formaaede;
 Det er ikke heller at undres saa stort,
 De giorde, som Moder før dennem har giort,
       Thi Børen Forældre paaslægter;
 Men efter at Folket var skikket til Bord,
 Opstiger Brudgommen og taler sin' Ord,
       Alt som hans Fornuftighed mægter.
 Han drikker sin Fader fornemmelig til,
 Og siger: Min Fader, jeg eder nu vil
       Min Dannemands Skaale tilbyde,
 Jeg ønsker at HErren i denne min Stand
 Mig Skiæbnen og Lykken vil føye til Hand,
       Hans rige Velsignels' at nyde!
 At jeg i Fremtiden min' Venner til Gavn
 Kund' bære med Ære et Dannemands Navn
       Og Grande-Hæv blive blant alle.
 Hans Fader annammed' den Skaale med Tak,
 Og efter han hende til Bunden uddrak,
       Loed han der en Daler i falde;
 Han derfra til Brudegoms Mændene gik
 Og dennem med samme slags Hilsen unfik,
       Dernæst til de andre deslige,
 Han lod dennem viide og venlig forstaae,
 De ville dog ikke den Skaale forsmaae,
       Og hannem for ingen Deel svige.
 Saa sendte han Bolden om Bordene fort,
 Part kasted' en Daler, Part kasted' en Ort,
       Smaae-Skillinger gaves af Somme;
 Endeel loede stoerlig sin Rundhed betee,
 Foræred' i Skaalen en treffelig Skee,
       Som nys fra Guldsmeden mon komme,
 Men andre, som ikke ved Penninger vaar,
 Beloved' Foræring af Gieder og Faar,
       Et Heste-Læs Møeg eller meere;
 Og blev det ey Mykker saa blev det vel Dræk,
 Det er ikke heller at kaste saa væk,
       Af saadant skal Jorden florere.
 End meere: hans Fader var hannem saa goed,
 At han og Halvparten for Sønnen oploed.
       I Jorden, han monne besidde:
 Der gaves af Jorden i Landskyld et Pund
 Paa hvilken han føedde tre Kiøer og en Hund,
       Saa kand man hans Riigdom vel viide.
 Der Sønnen den halve Deel bøxled' og toeg,
 Saa lidet det siden for tvende forsloeg,
       De bleve forarmede begge;
 Det varede knappest et Aar eller toe,
 Kom Junker Smal-Hans in hos hannem at boe.
       Og Thomas forinden hans Vegge.
 Men Halvor hin gamle, som Aasen besad,
 Han dyrkede Jorden, mens Seenerne gad,
       Saa længe hans Kræfter tilsagde,
 Afstoed ey en Foeds Mond i Ager og Eng
 For Søn eller Dotter, for Tøs eller Dreng,
       Til man ham i Graven nedlagde;
 Hvorfore den Dannemand ey til sin Død,
 Behøvde at beede sin' Sønner om Brød,
       Ey trænge til Dotterens Naade,
 De andre, som sig under Børnene gav,
 De tvangdes paa Sidsten til Poeser og Stav
       At vanke i ynkelig Maade.
 Det gaaer her i Landet gemeenligen saa,
 At Jordene sættes Lods-Eyere paa
       Langt over tilbørlige Maade,
 Det eneste Fader tilforne besad,
 Det haver hans Sønner tree, fire paa Rad
       I Bøxel, og over at raade.
 Derover saa kommer al Klammer af sted,
 Den eene forarmer den anden derved,
       Nu ville de, Jorden skal byttes,
 Nu Agerne maales med Liner og Snoer,
 Nu klager den eene: din Part er for stoer,
       Nu vil han, sin' Huse skal flyttes.
 Hin klager, sin Gaarde-Rum falder for trang,
 Hans Broders Huus-Tompter er meget for lang,
       Nu fanger de an til at true;
 Nu meyer den eene den anden for nær,
 Nu bliver en Broder den anden saa tvær,
       De gider hinanden ey skue.
 Sligt kommer, naar Jorden er deelet og spreed,
 Enhver eyer lidet at nære sig ved,
       Thi gaaes ey Veyen den rette,
 Betragt det du Ombuds Mand hvilken du er,
 Hav dog ikke Bøxel og Penge saa kier
       Og giv ey Aarsager til Trætte!
 Tolv Daler i Bøxel for vogen maae ud
 Og gammel Gield-Oxe til Støvlenes Huud,
       Thi Kiødet bør Skindet at følge,
 En Buk og udlovet til Kiøkenet blev,
 Betænk og Hommanden som Seddelen skrev!
       Jeg kand ey din Skyldighed dølge.
 Derefter bereed dig paa Penger med Fliid,
 At klare din' Skatter hver Ledingsbergs Tiid,
       Hvis ikke vil Lehnsmanden kræve,
 Han tager to andre i Selskab med sig,
 Langt arger' end han, de besøege vil dig,
       Om skattens Restancer at stræve.
 Men haver du intet, da bliver det sandt,
 De tager din Koe eller Oxe til Pant
       Og leder dem af dine Grinder;
 Er Qvæg ikke til, da vurdere de dog
 Din Kiedel og Gryde, der hænger paa Krog
       Og alt hvad de fore sig finder.
 Begiæres Forskaansel, da svares dig, ney,
 Personers Anseelse skiøttes her ey,
       Hver bør sine Skatter at yde;
 Giv HErren sin Ære, giv Kongen sin Told,
 Betænk, at du haver Mark, Ager og Vold
       Af GUd og din Konning at nyde!

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt