Om Lapperne og Findene

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

 Hvad er det du skriver du drøsende Pen!
 See, slaer du nu slet udaf Tankerne hen
       Vor Field-Mænd og stumpede Lapper;
 Du veedst jo de bygge blant Klipper og Knold,
 Og haver i høyeste Tinder Tilhold
       Blant u-kiendte Stier og Trapper.
 Dog er der udvalt en beskikkede Tiid
 Paa hvilken de komme i Bøygden her ned
       At handle med Folket og kiøbe;
 Som er paa Sanct Hanses den Døberes Dag,
 Saa seer man de Lapper med Reens-Dyret spag
       Til Jensokis Marked at løebe.
 Sin' Vahrer de føre paa Reenernes Ryg,
 I Kløvier forvaret saa sikker og tryg,
       At intet kand dennem frakomme;
 I fordum de handled' med Field-Fross og Maar,
 Men saadant formindskes alt Aar efter Aar,
       Thi Skovene giøres nu tomme.
 Hos dem, som hos andre er Handelen alt
 Fordervet, forkarvet og lider Gevalt,
       Udarmet er vorden de fleeste;
 Jo ældere Verden hun bliver af Aar,
 Jo verre, jo slemmer' er Menniskens Kaar,
       Vi have alt levet det beste.
 Mens Reens-Dyrers Huuder og Dyne-Skinds Vær
 Samt Næver og stoppede Poeser med Fiær,
       Skind-Handsker, Find-Støvler og Lommer
 Af Huuder og Skind heel behændig bereed,
 Befarvit med Barken af Olderens Veed,
       Det er det man hos dem bekommer.
 Sin' Kioler de herlig broderer med Tin,
 Som haver med Sølvet Anseelses Skin,
       Og meget i Øynene praler;
 Det meeste de slide, er Klæde-Kiersey,
 Thi Vadmel hos dennem er brugelig ey
       For Mangel paa uld-rige Smaler.
 Det Folk er særdelis af sælsom Natur
 Kort-benet i Vexten og støt af Statur,
       Ey meget uliige til Dverge;
 Man finder der sielden en voxen og stoer,
 Med mindre hans Moder mistænkes for Hoer,
       Dog vil jeg derfor ikke sværge:
 Skarp-Øyet i Sigt og forbister i Siun,
 Og heel under Ansigtet gusten og bruun,
       Spis-Haget og Kiægerne lange,
 De plages ey heller med Rigdom af Skiæg,
 Men Hagen er nøgen og bar som en Væg,
       Jeg har det befunden hos mange.
 Og findes end nogle, som Skiægge-Haar har,
 Er Haarene moxen saa tynde og rar,
       At man dennem tælle vel kunde;
 Om Mangel paa Varmen hos dennem det giør,
 Hvad heller det, for de er maver og tør,
       Skuld' komme, jeg kand ey begrunde.
 Hvad Huse, Palladser og Bygning angaaer,
 Af sex eller otte smaa Kieppe bestaaer
       Al Findens Pauluner og Boelig;
 Han binder de Kieppe tilsammen i Ring,
 Og lader et Dække der kastes omkring,
       Hvor inden han hviler sig roelig.
 Han lever og er med sin Gamme tilfreds,
 Ja om han end eyed' al Persiske Kreds,
       Var han ikke bedre fornøyet:
 Thi Huset det følger med Manden afsted,
 Hvor Manden henvandrer, did vandrer det med,
       Giør dog ikke Manden bemøyet:
 Til Gulv og til Benker han andet ey har
 End Qvister af Træerne, Greener og Bar
       Det bliver hans Bolster og Leye,
 Hans Hynder og Dyner, hans Lagen og Seng,
 Det er hans Høy-Sæde for Hosbond og Dreng,
       Hans Huus-Geraad han monne eye.
 Paa middelste Gulv er Fyr-Stædet opsadt,
 Hvor uden Afladelse Dagen og Nat
       De hugne Gran-Stomper mon brænde.
 Der ligger da Sønnen ved Faderens Foed
 Og Dotteren Ring-viis mod Moderen snoed,
       Og Søster ved Broderens Ende;
 Men holdtes ey Ilden saa idelig ved,
 Hvor skulle de Kuldens U-lidelighed
       Og Vinterens Pust overvinde?
 Dog skader dem meget den idelig Røg
 Hos hvilken de ligge i Hylster og Smøg,
       Den giør dem Suur-Øyet og blinde.
 Blant tusinde Lappiske Qvinder ey een
 Man finder, som er uden Øyenes Meen,
       Helst dem, der er vorden til Alder;
 Det Folk bruger og en besynderlig Dragt,
 Hvad Skik deres Fædre har holdet i Agt,
       Hos dennem det aldrig forfalder,
 De aldrig bevilge forandret Habit,
 Men Kioelene aabne i Bringene vit,
       Med Bræmmer og Lister omsnoerit,
 De Buxer og Hoeser er' skaaren i eet,
 Ombunden om Knæer og Lænderne tæt,
       Med Reen-Kalvers Skind underfoeret;
 De slide Koemager i steden for Skoe,
 Saa Fødderne være kand smidig at snoe,
       Det er kun en eniste Saale,
 Derover er syed med det tyndeste Skind,
 Og Foeden er snøeret behændig derin,
       Det tætteste Læggen kand taale:
 Ved saadan en Klæde-Dragt kommer og det,
 At Lapperne løebe gesvindig og let,
       Heel' Miiler foruden al Sveede.
 Skull' nogen, hvis Legem var ikke bevant,
 Ham giøre det efter, han visselig fandt
       Afmægtighed, Træthed og Heede.
 Hos Qvinderne holdes Sølv-Belter i Brug,
 Omhiordede dobbelt om Lænder og Bug,
       Det er deres Helligdags-Klæder;
 Samt Spænder og Ringer om Brystet besat,
 Naar Sølvet det fattes til beste Zirat,
       Blir Messingen dygtig til Kiæder.
 Og som de paa Hamp haver ingen Forraad,
 Saa tvinde de Seener i steden for Traad,
       Udtagne af Dyrenes Skanke,
 De rives i stykker og drages saa fiin,
 At Traaden er, som af det netteste Liin
       I fremmede Lande kand vanke.
 Dog falde mig største Forundringer in,
 At Qvinderne saadant paa bareste Kind
       Saa net et Arbeyde kand drive;
 De dermed os minder fornuftelig paa,
 Man bør ey de Kunster og Midler forsmaae,
       Som selver Naturen mon give.
 Anlangende Midler og timelig Gods,
 Da, endog de fleeste stoer Mangel er hos,
       Og lider Nødtørftigheds Plage,
 Saa findes dog nogle, hvorvel de er faae,
 Hvis Midler til nogle Gang Hundred kand naae,
       Kand sig og til Tusind' bedrage.
 Den høyeste Skat de beflitte sig paa,
 Er, Reens-Dyr og deres Af-føedning at faae;
       En Simle den koster en Daler;
 Man kalder den Simle, som hun er af Slag,
 Men Oxen (ey ringeste Skillings Aftag)
       Man dobbelt saa dyre betaler.
 Han veed ey at tælle til høyer' end Tie,
 Et Tie er hans høyste Beregnelses Stie,
       Det kaldes et Lock til at være:
 Den Lap tykkes Rigdommen voxe sig nok,
 Hvis Dyr kand bereignes tie dobbelt i Lock,
       Da synes ham først at regiere.
 Han malker sin' Simler, som Bonden sin Gied,
 Han kiæser sin' Oste fortreffelig feed,
       Han fostrer sin' nye-fødde Kalve,
 Han vogter og Qvæget, som Hyrden, med Lyst,
 Han slagter imod den tilkommende Høst,
       Han bruger Been-Fedmen til Salve.
 Han vaager om Vinterens haardeste Nat,
 Han frygter for Ulvens Tilkommelse brat,
       Som Dyrene tragter at rive.
 Han er i Bedrøvelse mangen en Gang,
 Ham Ulven giør ofte saa hiertelig bang,
       Han veed ikke, hvor han vil blive;
 Dog ikke for sin men for Dyrenes Nød,
 Thi naar at han kommer, da river han død,
       Forstyrrer de roelige Tinder;
 Og hvad han ey river, det jager han bort,
 At Eyeren løber og veed ikke hvort
       Han sine forvildede finder.
 Du spørger, hvad Lapperne have til Kost?
 Da lever de næsten af Reens Melk og Ost,
       Som blandes i Vandet og mænges,
 Desligest af Kiødet, som tørres i Vind,
 Det giemme de siden og lade det in
       I Huulede Træer ophænges.
 Hans Piler og Bue forskaffer ham ok
 Af vildeste Skover mangfoldelig nok
       Til fersk' Mad og daglige Spiise,
 Ja Biørnen maae ofte tillade sin Krop,
 Og Lappen ham æder saa gladelig op,
       Han siunger for hannem en Viise,
 Ham synes, han æder den lækerste Mad,
 Naar Kiødet af Biørnen frembæres paa Fad,
       Han levner ey ringeste Smule;
 Han samler Ryg-Raden og Skankene lang
 Ja alle hans Been, og med siungende Sang
       Begraver dem ned i en Huule;
 Han vil ey tilstæde, det ringeste Been
 Af Biørnen skal brydes og brækkes til Meen,
       Hvad Tanker han derom vil giøre!
 Og hvilken forgiftig afgudiske Troe,
 Der under slig Besters Begravels' mon boe,
       Det vil jeg i Pennen ey føre.
 Det er at beklage; den Lappiske Slægt
 Er meget med Hedenske Taage bedægt,
       Hvor vel deres Præster formane
 Med Trusler og Ord som retsindige Tolk',
 Maae man dog ugierne fornemme det Folk
       Vil elske Forfædrenes Vane.
 O give! vi vare bemægtiget saa,
 Det Lappiske Tungemaal til at forstaae,
       Som Norsk eller Dansk til at tale!
 Da kunde der blive Forhaabninger om,
 At faae dem omvendt; men o! HErre saa from,
       Vi ville dig Dommen befale!
 Hvad hielper, det Præsterne giøre sin Fliid?
 Det er kun om Aaret en eniste Tiid,
       At de vore Templer ind-rømmer;
 Hvor de da med Hænders Paalæggelses Ord
 Annammes til HErrens høyværdige Bord,
       Som gudelig eigner og sømmer;
 Hvad enten de giør det med Hyklerske Tant,
 Og heller andægtig, er HErren bekant,
       Som prøver all' Hierter og Nyrer;
 Han lade sin Sæd iblant Klipperne groe!
 Han selver forøger den svage Mands Troe,
       Al Ting til sin Ære han styrer.
 Men det er hos Lappen berømmeligt frit,
 At ingen fra anden bortstiæler en Hvidt
       I Skov eller alfare Veyer,
 Der bar aldrig nogen for Tyvene Frygt,
 Og ingen har Laas eller Lukkelse trygt
       For noget af alt det han eyer.
 Staburet hvori deres Spiisning er lagt
 Er Huulede Træer med Næver betakt,
       Det kalde de Lapper sin Stave,
 Der er deres Kiød, deres Ost, deres Mad
 U-saltet, vindtørret, Reen-Skanker og Rad,
       Slig Retter beqvemme slig Mave.
 Man vil og vel sige, det Finnerne kand
 Med Ryllen og Tryllen og Troldoms Forstand
       Baad' Veiret og Vandet forgiøre;
 Ja og at insætte forflyvende Gann
 I Folk, Creaturer, i Marker og Plan,
       Det man og kand mangesteds høre;
 At de nogen Omgang med Dievelen har,
 Jeg derpaa har mangen gang Kiendetegn klar
       Med seende Øye fornummet;
 Beteer dennem nogen Forhaanels' og Spee,
 Og Finnen han truer, Ulykke skal skee,
       Da bliver det tit efterkommet;
 Er noget tyvagtelig snappet dig bort,
 Og veed ikke, hvilken det Puds haver giort,
       Søeg Finnen, han skal det opdage,
 Han skal dig Personen navngive med hast,
 Og komme de skyldige Fingre til Last
       At bære det staalne tilbage;
 Begierer du Tyven et Merke maae faae,
 Hans syndige Gierning at kiendes derpaa,
       Det er ham et liden Umage,
 At sende sin kunstrige Dievel et Bud,
 Han ville gesvindig af Hovedet ud
       Et Øye paa Tyven udslage;
 Est du af modstridende Vind i Arrest,
 Og ynsker til Reisen en føyelig Blæst,
       En Fin skal den Handel forfremme,
 Han bruger sin lønlige Kundskab med hast,
 Og slaaer paa Haandklædet tre Knuder vel fast,
       Dem giver han dig udi Giemme;
 Løes Knuden, som først blev inknyttet i Baand,
 Saa falder dig passelig Seiling i Haand,
       Men vilt du den anden opløse,
 Da krympes maa Seylet ved halvten i Mast,
 Men løses den tredi' da gaaer hun for fast,
       Da faaer du til Pompen at øese.
 Og est du paa denne nærværende Dag
 Begierlig at viide, hvad Handel og Sag
       Paa de og de Steder sig hænde
 I fremmed fraliggende Pladser og Ort,
 Jeg kiender de Finner, det haver kundgiort
       Og kunde det give tilkiende.
 Han kaster sig flad op paa Jorden udstrakt,
 Og falder slet hen i Besvimels-Afmagt
       Foruden al rørendes Aande
 Men naar han til Livet opqvegnes igien
 Fortæller han, hvor han vidt-værendes hen
       Har vanket i fremmede Lande:
 Og paa det hans Ord kand forsikres med Ja,
 Da fører han seendes Pant derifra,
       Som den eller den haver eyet.
 Saaledes kand Satan forgiøgle det Sind
 Dem han ved Vantroen forsteenede blind
       Til sine Liv-egne har leyet!
 Sin Ganne-Kunst bruger han og som en Mand,
 Og sender hvort hen hannem lyster om Land,
       Forgiftig Beelzebubs Fluer,
 Han setter dem in udi Folk eller Fæe,
 Beskader saa mange uskyldige Cræe,
       Som skrækkes for saadant og gruer.
 En liden Fortræd ham ey hendes saa snart,
 Han straxen opfyldt af Hevngierrigheds Art
       Med Gann sin Modstander mon plage;
 Men allermeest er det Forundringer værd,
 En Gannen insetter, den anden har lært
       Den samme med Kunst at udtage.
 Nu maatte man spørge: hvor giøres det godt,
 At Satan med Satanam øver sin Spot?
       Kand Dievel en Dievel uddrive?
 Det synes at saadant mod Skriften er sagt,
 Hvor skulle man kunde da give det Magt,
       Hvis du i din' Vers monne skrive?
 Jeg svarer dig af min Eenfoldighed vel,
 At Satan paa Folk veed at giøre Forskiel,
       Og efter Personer sig føye
 Sig goed at anstille han vel kand forstaae,
 Og er dog ey alt udi Gierningen saa,
       Som han dig fremviiser for Øye.
 Tit synes en Dievel giør' anden gevalt,
 Det er ikkun giort for Fortienesten alt,
       Med Villie loed Sigvard sig binde;
 Den Gierning er hannem ey tung eller suur,
 At hielpe det Menniskes Legem' ved Cuur,
       Hvis Siæl han i Tiden vil vinde.
 See! Satan i tusind-fold Kunster bekiendt,
 Skull' han ikke viide ved Experiment,
       Hvad skiult i Naturen maae være,
 Og han, som al Verdens Omripping har haft,
 Skull' han ey udgrandske den lønlige Kraft,
       Som Jorderigs Urter mon bære.

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt