Crepusculum.

Nu er solen træt.
Den er ikke sluknet; end brænder den mat
bag gulbrandet, skiddenrød gråveirsskodde.
...Den er bare så trær,
- så trær!

Den hænger ei nu længer
sølvstukne slør
over fine grene.
Den klæder ei nu mer med
skinnende silke
al himmelens tag. -

Det blir uld nu det hele.
Blot gråflosset uld.

Og lavt og tungt i den tågede luft
røgen ligger - den sorte røg -
synkende mat. -

Jeg sidder og ser på
to høie popler,
som strækker sig op i den tunge luft.
De ligner to bedende dødstrætte hænder
i angstens afsind
stumt fortvivlede
strakte vildt imod høstkveldens himmel
den tusmørke, tause. -

Og inde i tågen
langt, langt derinde
klynker et ensligt
klokkeklemt. -

Der flakser to kråker
henne på veien.
Der pusler en spurv over
vissent løv. -

Og alt blir så stille - så åndeløst stille,
kun lyset som svinder - så sivende langsomt.

Og en blir så træt, så træt, å så træt,
og alt blir så tomt, så tomt -
herregud! -
Den, som kunde be fadervor -! -

Fandango Sommersange. Ouverture. Valborgsnat. Mens jeg venter. Liden Kirsten. Minde. Sange. December. Moderen synger. Nytårsnat. Nat. Vinter. Græd kun, du blege. Jeg lå ved sjøen. Trætte øine. Udover. Stambogsrim.

Askeladdens viser. Til prinsessen. "Og jeg vil ha mig en hjertenskjær." Sommerkveld. Heia, min hingst!. Alverden skal synge. Tusmørke. Hvorfor hyler de sorte hunde. Høst på heien. Efter storm. Genrebillede. Crepusculum. Dødsdømt. Ørken.

Galmandssange. Jeg træder de perler. Jeg havde begravet. Jeg går og leder. Hel mig mine strenge. Nu vågner. Jeg vilde sadle! Majnat. Gyngevise. Min majdags brud.

ebook, John Griegs Forlag, 1891: Vilhelm_Krag_-_Digte.pdf (PDF, 15 MB)