Heia, min hingst!.
Heia, min hingst på den grønne eng,
heia, min guldtop!
Med fløiel jeg sadler dig ryggen så rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund,
med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær på din nakke!
Så bær det afsted, så det ryger med støv,
fosser i luften og synger i løv,
og blomsterne springer i dale.
Heia, min hingst med den vilde man,
heia, min ganger!
Min Guldfakse styrted. Så, heia og hop!
Jeg haster, må frem, - overklint, over klop,
om sneen skal fyge forbi din man,
og stormen skal slå mod din bringe.
Den skinnende sne og den ravnsorte hest,
bringen, som bryder den brusende blæst,
hei, - slig var det det deiligt at fare!
Heia, min sidste, min stolte hest!
Heia, Snehvide!
Se slottet det sorte på klippen så rød, -
afsted, så det gnistrer! Til liv eller død!
Hvis ei til bryllup og søde kys,
så død i bølgen den sorte!
Jeg stanser og svinger min fløielsbaret:
Her bor prinsessen i svanedun klædt
med valmueblomster i håret.
Heia, min hest ved det sorte hav,
heia, Snehvide!
Med fløiel jeg sadler dig ryggen så rund,
og guldbidsel lægger jeg ind i din mund,
med silketømmer og sølverdusk
og skinnende fjær på din nakke.
Så bærer det ud i det natsorte hav.
Hør blot, Snehvide, hvad klang ved vor grav
fra klokken, som ringer til bryllup.
|
Sommersange. |
Askeladdens viser. |
Galmandssange. |
ebook, John Griegs Forlag, 1891: Vilhelm_Krag_-_Digte.pdf (PDF, 15 MB)