Din Puls har banket min imod.
Forente var vi Blod i Blod.
Det var i faa Sekunder bare.
Ei længer Salighed kan vare.
Hvor mildt din bløde Aare slog!
Men min i høje Bølger jog.
Nær med sin Purpurstrøm den fulde
besprængt dit Jomfrubelte skulde.
Saa ømt og fast ei Aander to
kan sine Vinger sammensnoe,
saa flyder Flamme ei i Flammen
som vore Hænder hvilte sammen.
Mit Blod har siden da ei hvilt,
men stormende i Aaren ilt.
Har det da Sjel, som ei forglemmer?
Det Slaget end af dit fornemmer.
O, vore Hjerter længer maae
ei skilte ad, min Elskte, slaae.
De høje Stjerner saae og taalte,
at deres Aarer sammenstraalte.
