Min Grav

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

Hvor er jeg glad, ja hjerteglad!
      Thi alt jeg seer det Sted,
hvor halten Hævn og blinden Had,
som med min Skygge fulgtes ad,
      skal synke trætte ned.

Der ligger det, meer nær end tænkt,
      bag tvende Poppeltræe'r,
med Løvguirlander rigt omhængt,
med Grønsvær dækt, altid besprængt
      med Dugg saa demantskjær.

Der, skeelsynt Nid, du meest beqvemt
      kan læse mine Qvad!
der vil du fatte mere nemt,
hvi jeg, og ikke Du, har stemt
      min egen Strengerad.

Der slæng dig, Had, som kom for seent!
      grib efter mig endnu!
Det Støv, du faaer i Haand, er reent
som Liljernes mod hvad du meent
      og tænkt har i dit Hu.

Ha, stolte Følge til min Grav,
      hvi vender du dig hen,
som om du tørred Taarer af?
Ei I, men Elskov, den mig gav.
      Jeg derfor elsker den.

Har Hun ei lovt, hver Pintsefest
      mig at besøge der?
Skjærsommersøndagen dernæst
Hun atter være skal min Gjæst.
      O Plet, hvor kjær du er!

Da Bogfink, syng i Poppelens Top
      til Ære for min Brud!
Spring ud en vakker Rosenknop!
Jasmin, din blege Mund luk op
      til Ære for min Brud!

Der boer jeg da den Sommer kort.
      Mit Lyststed, Plet, du er.
Med sidste Blad jeg flyver bort,
at vente tro i Himlens Port,
      til Selv Hun kommer der.



Henrik Wergeland - Samlede Skrifter - 2. bind 1833-1841
Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt