Den har ei Sjel, som ikke troer,
Naturen er en aaben Bog,
at Mossens blege Klippeflor
saa vel som Rosen har sit Sprog.
Det kjender Du, min Elskte, vel.
Du Drømmen seer i Klokkens Bund.
Du fatter Liljens tause Sjel
og Ordene fra Rosens Mund.
Lad da din skjønne Fantasi
blandt Somrens Blomster sværme om!
For Hende, Blomster, taler I!
Hun er jo selv saa favr en Blom.
Paa Morgenrødens Høie groe
kun Roser lige hendes Kind,
paa Lysets Bjerg, hvor Engle boe,
kun Liljen reen som hendes Sind.
Og ikkun hist, hvor Dagens Blaa
frembryder som en Kilde klar,
saa fagre Blaavioler staae
som hendes søde Øienpar.
