Teuker

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Originalens versemål.

Lov kuns i høistemt sang Mitylene og glorrige Rodus,
    havomkranste Korint og dets borge,
Teben og Delfi, navnkundige viden ved Føbus og Bakkus,
    Efesus eller Tessaliens Tempe!

nyt kuns, poëter, Jert pund til i endeløst kvad os at prise
    staden, som Pallas, den kyske, sig kåred:
heden og deden olivenløv vist for Jer pande skal sankes, —
    kappes I end med den flok, som for Juno

synger i kor om det gyldne Mykene og føl-rige Argos!
    Mig med sin hårdbare kraft Lakedæmon
magter ei trylle, ei heller Larisas svulmende vange
    slig som dit ekko, Albuneas grotte!

eller som Anios væld med dets stryk gjennem haver og lunde,
    rigelig vanded af silrende bække. —
Og, som fra mørkladne himmel en feiende søndenvind jager
    skyerne tit, — den ei altid med regnskyl

svanger går — så, min Plankus, som vis bør altid du mindes:
    milden most kan fra tungsind og møde
løse dig ud, om i leir mellem funklende faner du færdes,
    eller dig Tiburs skyggende lunde

tager tilfange! — Om Teuker, du ved, fortæller os sagnet:
    Da for sin far han fra Salamis flygted,
vandt om sin vin-hede pande han poppelens løv og sålunde
    muntrede ringen af sorgfulde venner:

Hvor end vor skjæbne — så grum ei forvist som min far — vil os føre,
    did, kamerater og fæller, vi stævner!
Nær ikke frygt, lad kun Teuker få styre og Teuker få råde!
    Løftet, Apollo mig gav, vil ei sviges:

Op skal af fremmede jordbund et Tvillinge-Salamis stige!
    Tapre mænd, som så ofte har fristet
trængsler med mig! lad ikveld os i vinen sorgerne drukne:
    havets ryg får imorgen vi ride!

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt