Troskab

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk
Originalens versemål.

Hil, Merkurius, dig! i din sangkunst øvet
fordum Amfion kunde stene røre;
hil dig, Lyra! syv-strenget liflig frem du
    tonerne tryller.

Før en klangløs skal — er i tempelhallen
og ved rigmænds bord nu så kjær du vorden;
syng en sang, som mildt kan min grumme Lydes
    sindelag stemme!

Lig en treårs fole på mark og enge
springer kåd hun om, men er sky for favntag,
har til bryllupsfærd ingen lyst og flyr selv
    fyrrigste frier.

Skog og vilden tiger af dig jo fængsles;
elvens stride strøm har du magt at stemme;
selv den glubske vogter for Orkus veg, da
    liflig du lokked.

Se, med smil om læben fra marterhjulet
lytter Ixion, og sit spand de glemmer
for en stakket stund, mens din sang dem kvæger,
    Danaos’ døtre.

Lad da Lyde høre, hvad straf de lider
for sin rædsels-dåd, disse unge piger,
som må se, hvor våndet fra karrets bund u-
    stanselig strømmer.


Hevnen kom: om sent, den dog kom i Orkus.
Er så grufuld gjerning på jord vel øvet
som hin bryllupsnat, da med sverd så grumt de
    mændene myrded!

En i søsterskaren sin brudefakkel
var dog værdig: eden, hun svor sin fader,
brød hun kjækt! høilovet den ædle mø e-
    vindelig være!

Op og flygt! — så lød det for unge brudgom
til så lang en søvn vil dig ellers vie
de, du mindst kan ane — min egen far og
    skjendige søstre:

vid mat, lig føl af løvinder krysted,
dine brødre myrdes ; men jeg ei nænned
dræbe dig — dog tør som din brud ei længer
    her jeg dig holde

Vel jeg ved forvist, at i tunge lænker
for den synd, at mild jeg min brudgom skåned,
langt herfra til Afrikas kyst min far til
    straf vil mig sende —

men afsted, på flugt nu for vind og vove!
må dig Venus skjerme og nattens skygger!
Glem mig ei, lev vel, på min grav en sorgens
    rune du riste!

Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt