Blomsten
Fagre, hvor arm er din Elsker idag! Thi Han, som saa gjerne
med Diamanter og Guld din Dørtærskel vilde bestrøe,
ak! Han ejer idag
ei vante Bouqvet til dit Vindu.
Nelliken holder jomfruligen stolt sig lukt i sit Bæger:
Blomsten har seet din Mund; nu blegner den heller iskjul.
Ak, jeg ejer idag
ei vante Bouqvet til dit Vindu!
Hvide Narcisse har hyllet sig ind; thi nødigen vilde
Stjernernes yndige Barn sig tabe i Glands mod din Barm.
Skinsyg over din Mund
vil Rosen idag sig ei aabne.
Dog jeg med brændende Kys -- somom jeg dig favned min Elskte --
har forgjæves forsøgt at aande i Knopperne Liv.
Ak, at Blomsternes Barm
kan gjemme ufølsomme Hjerter!
Fagre, dog ejer din Elsker en Blomst, hvis fyrige Flamme
evig som Stjernernes er: udødelig Kjærligheds Blomst.
Dit velsignende Blik
har saaet den selv i mit Hjerte.
Den er udsprungen saa fuldt som en Sol. Den ømt har jeg plejet,
ledet mit varmeste Blod til Rødderne dybt i min Barm,
dugget den med min Graad.
Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte.
Forhen et Skud i min Sjel, kun en Drøm imellem dens Tanker,
Tanke og Sjel er nu den; liig Barnet i Vuggen, min Sjel
kun en Drøm i dens Dyb.
Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte.
Hvilte Du kun en Sekund ved mit Bryst, da skulde Du føle
bævende Liv i dens Blad, der fik af en Skjalds Fantasi
al sin himmelske Pragt.
Den Blomst jeg dig skjænker, min Elskte.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer