Med en Bouquet

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Den har ei Sjel, som ikke troer,
      Naturen er en aaben Bog,
at Mossens blege Klippeflor
      saa vel som Rosen har sit Sprog.

Det kjender Du, min Elskte, vel.
      Du Drømmen seer i Klokkens Bund.
Du fatter Liljens tause Sjel
      og Ordene fra Rosens Mund.

Lad da din skjønne Fantasi
      blandt Somrens Blomster sværme om!
For Hende, Blomster, taler I!
      Hun er jo selv saa favr en Blom.

Paa Morgenrødens Høie groe
      kun Roser lige hendes Kind,
paa Lysets Bjerg, hvor Engle boe,
      kun Liljen reen som hendes Sind.

Og ikkun hist, hvor Dagens Blaa
      frembryder som en Kilde klar,
saa fagre Blaavioler staae
      som hendes søde Øienpar.