Min Grav
Hvor er jeg glad, ja hjerteglad!
Thi alt jeg seer det Sted,
hvor halten Hævn og blinden Had,
som med min Skygge fulgtes ad,
skal synke trætte ned.
Der ligger det, meer nær end tænkt,
bag tvende Poppeltræe'r,
med Løvguirlander rigt omhængt,
med Grønsvær dækt, altid besprængt
med Dugg saa demantskjær.
Der, skeelsynt Nid, du meest beqvemt
kan læse mine Qvad!
der vil du fatte mere nemt,
hvi jeg, og ikke Du, har stemt
min egen Strengerad.
Der slæng dig, Had, som kom for seent!
grib efter mig endnu!
Det Støv, du faaer i Haand, er reent
som Liljernes mod hvad du meent
og tænkt har i dit Hu.
Ha, stolte Følge til min Grav,
hvi vender du dig hen,
som om du tørred Taarer af?
Ei I, men Elskov, den mig gav.
Jeg derfor elsker den.
Har Hun ei lovt, hver Pintsefest
mig at besøge der?
Skjærsommersøndagen dernæst
Hun atter være skal min Gjæst.
O Plet, hvor kjær du er!
Da Bogfink, syng i Poppelens Top
til Ære for min Brud!
Spring ud en vakker Rosenknop!
Jasmin, din blege Mund luk op
til Ære for min Brud!
Der boer jeg da den Sommer kort.
Mit Lyststed, Plet, du er.
Med sidste Blad jeg flyver bort,
at vente tro i Himlens Port,
til Selv Hun kommer der.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer