Den Navnløse
Kun Hun Selv, og ingen Anden,
vide Hvad jeg fandt paa Stranden,
kun Hun Selv -- Selv uden Navn,
Perlen liig, der, uopdaget,
endnu ei er bleven taget
ind i Diademets Favn!
Da, med Navn den at berømme,
Skjalde Fantasien tømme;
Kongens Indfald selv er mat.
Man af Stjerner eller Maane
prægtigt Navn og Rang maa laane
til hans Krones fundne Skat.
-- Elskte "Navnløs!" thi jeg vover
selv for Vennen, naar han sover,
ei dit Navn at nævne tyst:
Han, selv Han skal mig misunde.
Det, for reent for Verdens Munde,
tone skal kun i mit Bryst.
Elskte "Navnløs," om Du skulde
faae dit Navn og Rang tilfulde,
Perlen liig i Kronen sat:
til mit Bryst man tye! mit Hjerte
i sit dybe Hjem det lærte,
da paa Strand jeg fandt min Skat.
O, der evigen det toner
som en Klang fra Aanders Zoner:
Navnet, hvormed Himlen alt
dine hulde Dyder ærer,
mens sin Knop din Ungdom bærer
af sin første Rødmen malt.
Ve, sin Fryd at maatte qvæle
vove ei om Fundet mæle!
Men jeg Verden ikke troer.
Piletræet kun hvis Blade
lytte vel, men snaksomt glade
pluddre væk hinandens Ord,
matte Bølge kun, som dale
maa i Grav midt i sin Tale,
Englen, som med Taushedseed
Synderens Bekjenden tager
før han Rædselsmulmet drager
bort for Guds Barmhjertighed:
hvis de taushedstvungne Trende
jeg dit rette Navn lod kjende,
var det Troløsheds Forraad?
Hedd da "Navnløs" for dem Alle!
"Navnløs Perle" de Dig kalde!
Perle, reen som Engles Graad!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer