Hjemme
Se, atter over mig suser den Piil,
som rysted nedover
min Barndoms seirrige Lege
de laureglindsende Blade.
Bekrandste Eensomhed feirer som før
i Skyggen sin Høitid
-- den kjære Drømmer, som bredte
hver Qvel sit Teppe paa Engen.
Som forhen toner den grenede Top,
den Vindenes Harpe,
der nynned ind i mit Hjerte
en sød Tungsindigheds Sange.
Naar Grenen vajer, fremblaaner den Elv,
hvis Bølgeskrig løste
min Sjels ubændige Frihed,
og lærte Qvadet at rulle.
Jeg hører Fossen, hvis drønende Fald
først vakte de Strømme,
som slumred end i mit Indre.
De overdrønede Fossen.
Den Stærke borthvirvlte stundom en Gran,
der voved for langt sig,
og Klippens Vildhumleranke,
der tørstig sneg sig til Stupet.
Den høje Gjetrams, med glødende Kind
og nikkende Hoved,
af Straaleregnen beruset,
gled ud og fulgte de Andre.
Men pragtfuld, dæmonbevinget Fantasm
var Granen, som ofte
blev slynget bort af de Strømme,
som bruste gjennem mit Hjerte.
Og stolten Tanke paa Stengel af Lys
og Drømmen, saa smuk som
forelsket Fees Fantasi,
de Blomster var, som bortførtes.
Der seer jeg Bjerget, det gamle og graa,
hvor Tanken sig hvilte
tilforn paa Flugten til Stjernen
og til de sværmerske Skyer.
Hvor ligt en Afgrunds mørktfunklende Blik
hist sortner ei Kjernet!
Meer kjækt og ædelt det syntes
end fromme stirrende Himmel.
Hvor øm og trofast du stolte Natur
mig møder herhjemme!
Ei Blad har Pilene mistet,
og Engen ikke et Blomster.
Kun Dig jeg savner, Genius, Dig,
i Eensomhed født af
Naturens Høihed og Ynde.
Hvi er Du ei under Pilen?
Ve, har du vildfødte Høihed fortabt
i Menneskelarmen?
forglemt dit Mødrenemæle:
Naturens Yndigheds Tale?
Ak, kommer der ei min Elskede selv?
Ved Himlen! der svæver
et Elskovsdigt over Læben,
en Ode brænder i Øjet?
Fortæt din Skygge, min Piil, thi jeg har
min Genius fanget.
Den vist i Himlen har været,
thi Jorden har ei dens Blidhed.
Lud ned, min Piil! Thi jeg vil paa min Mund
fra hendes aftrykke
det Elskovsqvæde og læse
den Ode Øje til Øje.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer