Hjemme

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Se, atter over mig suser den Piil,
      som rysted nedover
min Barndoms seirrige Lege
      de laureglindsende Blade.

Bekrandste Eensomhed feirer som før
      i Skyggen sin Høitid
-- den kjære Drømmer, som bredte
      hver Qvel sit Teppe paa Engen.

Som forhen toner den grenede Top,
      den Vindenes Harpe,
der nynned ind i mit Hjerte
      en sød Tungsindigheds Sange.

Naar Grenen vajer, fremblaaner den Elv,
      hvis Bølgeskrig løste
min Sjels ubændige Frihed,
      og lærte Qvadet at rulle.

Jeg hører Fossen, hvis drønende Fald
      først vakte de Strømme,
som slumred end i mit Indre.
      De overdrønede Fossen.

Den Stærke borthvirvlte stundom en Gran,
      der voved for langt sig,
og Klippens Vildhumleranke,
      der tørstig sneg sig til Stupet.

Den høje Gjetrams, med glødende Kind
      og nikkende Hoved,
af Straaleregnen beruset,
      gled ud og fulgte de Andre.

Men pragtfuld, dæmonbevinget Fantasm
      var Granen, som ofte
blev slynget bort af de Strømme,
      som bruste gjennem mit Hjerte.

Og stolten Tanke paa Stengel af Lys
      og Drømmen, saa smuk som
forelsket Fees Fantasi,
      de Blomster var, som bortførtes.

Der seer jeg Bjerget, det gamle og graa,
      hvor Tanken sig hvilte
tilforn paa Flugten til Stjernen
      og til de sværmerske Skyer.

Hvor ligt en Afgrunds mørktfunklende Blik
      hist sortner ei Kjernet!
Meer kjækt og ædelt det syntes
      end fromme stirrende Himmel.

Hvor øm og trofast du stolte Natur
      mig møder herhjemme!
Ei Blad har Pilene mistet,
      og Engen ikke et Blomster.

Kun Dig jeg savner, Genius, Dig,
      i Eensomhed født af
Naturens Høihed og Ynde.
      Hvi er Du ei under Pilen?

Ve, har du vildfødte Høihed fortabt
      i Menneskelarmen?
forglemt dit Mødrenemæle:
      Naturens Yndigheds Tale?

Ak, kommer der ei min Elskede selv?
      Ved Himlen! der svæver
et Elskovsdigt over Læben,
      en Ode brænder i Øjet?

Fortæt din Skygge, min Piil, thi jeg har
      min Genius fanget.
Den vist i Himlen har været,
      thi Jorden har ei dens Blidhed.

Lud ned, min Piil! Thi jeg vil paa min Mund
      fra hendes aftrykke
det Elskovsqvæde og læse
      den Ode Øje til Øje.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.