Norges farvel til Ole Bull
Farvel, min stolte Søn! Farvel!
Følg Kaldet i din dyre Sjel!
Før bandt til mine Skjær jeg let
den vilde Pelikan end det.
Før standsede jeg Havets Gang
og Stormens Flugt end Skjaldens Trang.
Drag hen, min Søn! Den samme Lyst
har rørt sig i din Moders Bryst.
Jeg ogsaa digtet har engang.
Heimskringlas Liv det er min Sang.
Jeg skrev min egen Epopee.
Hver Helt var deri en Idee.
Jeg skrev med Evighedens Skrivt:
med Kongers Daad og Mænds Bedrivt.
Se, ved mit Hjerte gyldenblaa
den store Havets Harpe laa!
Paa den fik sjelfuld Tanke, før
kun navnløs, Navn . . Hør "Frithiof!" hør!
Hør, længe fra dens Strenge skjalv
Lyd af dit Navn, Sjøkonning Alf!
Min Harald er et Heltedigt.
Hvo maler Verden et saa rigt?
Saa skjøn en Fantasi har knapt
en Skjald som blonde Gyda skabt.
Alnorden bævte for de Ord
jeg grov i røden Hafursfjord.
Et herligt høit Haleluja
var Sigurds Fart til Jorsala.
I haarde Birkebeengeled
jeg fantaseerte Noder ned.
Ved Fimbureid hvor lød de vildt!
Paa Hvitingsø hvor fredsomt mildt!
Ved Holmengraa din Guerriera,
i Nidaros din Preghiera.
Se Hakon i hans Kongesal!
Hvor majestætiskt et Final!
Nu er der visseligen i
min Sjel meer Kløgt end Poesi.
Dog flød endnu i fyrig Stund
en Frihedshymne af min Mund.
Jeg ligner egen Mark, som den
nu ligger der høstblegnet hen.
Som sparsom fattig Pige, lagt
min Dal har hen sin Høitidsdragt.
Dog vil jeg gjennemleve hver,
om ei en Blomst til Dig der er.
Til dig, min Søn! min Søn, som gav
mig større Glands end Konnings Grav.
O, vant til Sønners Verdensry,
mit Øie funkler op paany.
Hvor arm jeg er, man dog Demant
meer dyr end Glædesblik ei fandt.
Ak, er der i den Glands ei Glød?
Bli'er dig for koldt din Moders Skjød?
Nei, flyv! udbred din Moders Navn!
Din Hæder trøster da mit Savn.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer