Fantasi (Wergeland)
Muntre Raab fra Fyrreskoven,
Klang af Horn og Skud deroven
kald mig ikke op fra Voven
ved den lave Kyst!
Der hvor jeg min Mø har funden
maa jeg dvæle tryllebunden.
Lænker ned i Klippegrunden
løbe fra mit Bryst.
Stranden troer I gold og øde?
Ak, I see da ei de røde
Roser, som i Sandet gløde
frem i hendes Spor!
Eders Øine er ei klare:
hvor I see kun Tang og Tare,
grant og sikkert seer jeg bare
unge Blomsters Flor.
Kom, en Drøm, naar Qvellen svaler!
Mere end paa Viisdoms Taler,
naar du hviskende neddaler,
troer paa dig min Sjel.
Du forklare maa tilfulde
hvorifra Hun kom den Hulde.
-- Falske Drøm! mon skabt du skulde
have hende Selv?
Som et Syn jo pludseligen
mig paa Stranden blinded Pigen.
Skulde Voverne i Vigen
være Havfrus Hjem?
Mon paa disse kolde Grunde
da en Bølge endnu kunde
føde, som i Hellas' Sunde,
Afroditer frem?
Skjønne Havfru, lad dig fange
da af mine Eskovssange!
Byt din Bølge med den bange
Banken i min Barm!
Rødere dens Blodstrøm flyder
end Korallen, Dybet yder,
Perlens Glindsen, som dig pryder,
mod min Graad er arm.
Mere skjønfantastiskt former
sig mit Vanvid, naar det stormer,
end Polypens Træ sig ormer
frem paa Havets Bund.
Mindre majestætisk, mindre
skjønt er Havet end mit Indre.
Minder straale, Tanker tindre
paa dets dybe Grund.
Skulde Du en Havfru være,
vælg da fremfor tangklædt Fjære
Aanders Hjem og Aanders Ære!
bliv en Jordens Mø!
Skynd dig, fagre Havets Datter!
før dig Brændingsbølgen fatter,
og med Lyst dig drager atter
ud i vilden Sjø!
Eller, siden Du saa ene
vandrer mellem Strandens Stene,
mon en Sky, som maatte tjene
Engle til et Skib,
her mod Bjergets Top forliste,
maatte sin Besætning miste,
kun at Du, der var den Sidste,
frelstes af en Grib?
Hvad Du er, om Du tilbage
til dit eget Hjem vil drage,
mig, min Elskte, maa Du tage
med dig i din Flugt.
Tyer du til den dybe Bølge,
Os skal da den samme dølge.
Gjennem Dyb og Himmel følge
skal min Sjel din Flugt.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer