Byen
Jeg bor i fjeldet. I uger har jeg ikke set et men-
neske, ikke hørt mig egen røst. Jeg hører mig selv
tænke, mens tjernet skvulper.
Røde skyer drager forbi. Det mørknes, fjeldvandet
blir sort, lommen skriger.
Der farer en angst igjennem mig. Hvor er de nu
alle? Hvad gjør de? Lever de endnu? Lever mine
brødre, menneskene?
Og fjeldet blir pludselig så isnende koldt. Det har
intet hjerte.
Jeg må ned, bag den borteste blåne, søndenfor de
brede sletter, der hvor hjerter slår, der hvor tusender
hjerter slår i kor.
Jeg iler til dalen, jeg gjemmer mig i kupéen. Hele
natten pruster jernvognen, lyner afsted i mulm og
mørke, gjennem lange, dybe dale, over brede sletter.
Næste aften står jeg på den stenlagte gade. Der er
ingen skog længer, men huse og huse og vinduer, in-
gen sus gjennem blade, men surren af vogne, larm af
utallige fødder.
Langt borte hører jeg et forfærdeligt skrig. Hvem
lider?
Jeg løber efter skriget. Og jeg hører ud fra åbne
vinduer en brølende røst:
"Forfærdes, I mænd og kvinder, I rådne hen, Eders
skiddenhed er værre end øglers, Eders synder er utal-
lige som havets sand, - -"
For angst løber jeg videre. Jeg kommer forbi et
hus, hvor der er mange mennesker. Jeg ser dem sidde
langs væggene, de snakker ikke til hinanden, de smi-
ler ikke til hinanden.
Og jeg blir mer og mer angst. Jeg kommer forbi
dansebuler med mænd og kvinder, der sparker hin-
anden tilblods.
Er dette mine brødre, menneskene?
Jeg løber videre og videre. Jeg blir mer og mer
angst. Ingen taler til hinanden, ingen smiler til hin-
anden. De farer afsted, som var de piskede, og ud fra
de små huse hører jeg gråt og hulken, bag mig gråter
det, gråter, gråter . . .
Og omsider går det op for mig, omsider ser jeg det:
De er vanvittige, de piskes af sin egen skygge. Og jeg
ser mig om, jeg ser på deres øine, deres miner, deres
ilen og løben:
Ja, de er vanvittige, de er vanvittige.
