Hustru
- Hustru, fire børn. -
Hun har dækket ansigtet med sine hænder. Hun
ser et hvidt seil glide langsomt bort. Hendes ungdom!
- Hustru, fire børn. -
Hun åbner vinduet. En lysegul sommerfugl flagrer
derude.
Hun gjemmer sig bagved klaveret. Den kommer!
Lige på hendes hånd.
- Du gule sommerfugl! Trode du, jeg var en
blomst. Jeg er snart en gammel kone, jeg. Min stue
er nok for trang for dig.
Varsomt bærer hun den til vinduet, hun løfter ar-
men høit op. Den sætter sig i en stokroses øie, kysser
det, flyver.
Men da den var fløiet, var rosens øie blit vådt.
- Fortæl ikke nogen, du gule sommerfugl, at din
vinge blev våd. Jeg vil ta min gule silke på, og min
arm skal være nøgen. Mine brudesko vil jeg spænde
om mine vrister.
Og når han kommer, og når han spørger:
- Hvorfor har du den gule silke på?
vil jeg svare:
- Fordi mine skuldre er finere end sommerfugles
vinger.
Og når han spørger:
- Hvorfor har du stokroser i dit hår?
vil jeg svare:
- Forat de ikke skal visne uden at ha set en
mands øie.
Og når han spørger:
- Hvorfor har du din arm nøgen?
vil jeg svare:
- Fordi jeg er ung. Fordi mit blod banker i min
arms årer.
Fordi jeg vil lægge min arms hvidhed om dit hode
og lyse alvoret bort fra dit ansigt.
Da vil han gribe min hånd og spørge:
- Eier jeg dig også idag, herskerinde?
Og jeg vil svare:
- Du eier mig ikke. Du låner mig af det store liv,
som digter roser og sommerfugle.
