Folkevise
- Hillemænd! Er det ikke hun Anne Marie, som
er ude! råbte butiksvenden.
- Du lyver, sa de andre, du lyver. Anne Marie
kommer ikke på gaden mer.
Og de kom til vinduet, alle mand.
- Hun er som en røskat, så fin i ledene, sa en.
- Hun er den fineste jenten i byen, sa en anden.
Men Anne Marie gik tyst nedover, smal som en
vidjevånd, lys i håret som lyst guld. Hun så lige frem
foran sig og vidste om ingenting.
Der lå noget tungt i hendes lomme. Hun vilde løfte
som ellers sit unge, smækre bryst, men det tynged så,
det som lå i hendes lomme, det tynged så.
- Hillemænd! Er det ikke hun Anne Marie, som
er ude! råbte de i kor, de som stod ved vinduerne ned-
over gaden.
Og gamle Hansen sad og mumled og mumled
- Det må jeg sandelig fortælle min kone. Det må
jeg sandelig fortælle min kone
Anne Marie er ude!
Men Anne Marie gik tyst videre, med bøiet hode.
Til moloen gik hun. Der stod hun stille og så udover
sjøen.
Så famled hun i lommen, tog det op, det lille papir,
så på det, lod det falde.
Det blev vådt. Det løste sig og flød. Men den gik til-
bunds. Ned iblandt marulkerne.
Hun kasted sit hode stolt tilbage. Hun vendte sig
og gik raskt hjem.
Men den gik tilbunds.
Ringen.
*
Hele vinteren havde hun siddet og stirret på den,
vendt på den, dreiet på den, ikke forståt, ikke be-
grebet.
For hende havde den betydt evigheden.
Kristine og Grethe og Laura kom hver kveld og ka-
sted en sten på vinduet.
- Blir du med?
- Nei.
Og de gik tause tilbage, og hvisked
- Der er noget, som tærer på Anne Marie.
Og oppe i husene sa de, mens de spiste middag
- Anne Marie kommer ikke på gaden mer. Hun
låser sig inde. Der må være noget, som tærer på
hende.
Det blev vinter, det frøs, der kom is.
Og Kristine kom og råbte
- Isen ligger, Anne Marie.
Men Anne Marie svared ikke.
Og Kristine pikked Grethe i ryggen og sa Spør du,
Grethe!
Og Grethe råbte
- Isen ligger, Anne Marie. Den er blank som glas.
Men Anne Marie svared ikke.
Og Grethe pikked Laura i ryggen og sa Spør du,
Laura!
Og Laura råbte
- Isen ligger, Anne Marie. Den er blank som glas.
Gutterne spørger efter dig.
Men Anne Marie svared ikke.
Så holdt de op. Og det blev stille.
Men nede fra vandet lød det
Stander op, min rose,
stander op, min dukke,
stander op, min lille ven,
min allerhjertens kjære, min kjære, min kjære!
Og opover bakkerne gjenlød det
- Min kjære, min kjære!
Anne Marie sad og stirred på ringen. Hun kunde
ikke begribe det, hun kunde ikke forstå det.
For hende havde den betydt evigheden.
*
- Hvorfor læser du evig og altid, min far?
- Jeg søger sandheden, Anne Marie.
- Er der da nogen sandhed, far? Er ikke alting
løgn?
Da løfted den gamle sit tunge, sit hvide hode og så
på Anne Marie. Mager som en skygge var hun blevet
at se til, men håret lyste. Som ruderne i Frue kirke
ved solefaldstide lyste Anne Maries hår.
- Nei, Anne Marie, i menneskene er der nok ingen
sandhed. Kun deroppe er sandhed, - på det blå blad,
- kun derinde er sandhed, - i de støvede bøger.
Fra den dag sad Anne Marie foran de store, svære
bøger.
Anne Marie sad fra morgen til kveld foran de store,
svære bøger, mens det sang nede på den grønnende
vold
Stander op, min rose,
stander op, min dukke,
stander op, min lille ven,
min allerhjertens kjære, min kjære, min kjære!
Men Anne Maries kind blev hulere og hulere.
*
Det var i mai, når kirsebærblomsterne falder.
Det kimed i den gamle domkirkeklokke. Det kimed
udover byen, udover fjorden.
Der var grønt udenfor alle tærskler.
Der var skodder for alle krambodruder.
Det hvisked gjennem gaderne, der var gamle folk,
som tørred tåren af kind
- Tænk kun tyve og på båren! Tænk kun tyve og
bleg på båren!
Med lange sorte slør gik byens skjønneste døtre
foran den sorte vogn og hvisked
- Nu er den smukkeste død. Nu er den blondeste
på båren.
Og de hvisked
- Kunde der dog vel nogen ville gjøre ondt mod
Anne Marie? Kunde der dog nogen ville lyve for Anne
Marie?
Og det hvisked bortover blandt mændene
- Jeg tror nu ikke, det var brystsyge, sa en.
- Nei, der var noget hun gik og bar på, hun Anne
Marie, sa en anden.
- Der var noget, som tæred, som ingen vidste, sa
en tredje.
Og bortigjennem hele ligfølget hvisked det
- Hvem kunde vel ville gjøre vondt mod hun
Anne Marie, med guldhåret? Hvem kunde vel ville
lyve for hun Anne Marie?
