Den forladte
Gjennem mulmet ilede jeg henover myr og mose.
Nu og da så jeg mit ansigt flakke ned i det brune myr-
vand. Da snørede mit hjerte sig sammen og jeg frøs.
Jeg løb og løb; frør, firben, vand, muld gled forbi
mig som i dunkel drøm.
Da tågerne spredtes, og stjernerne dalede ned over
lyngen, så jeg en endeløs vidde.
Jeg stansede, jeg hørte mit hjerte hamre. Jeg
erindrede mig selv, hvem jeg var.
Eller er jeg da ikke andet end en tone, som jages
henover jorden, - dit navns tone?
Jeg stansed, jeg lytted, om havet var der længst ude.
Vinden piskede mit ansigt, sneg sig iskoldt ind på
mit bryst, hylede, hylede dit navn.
Da månen gik frem, lå havet der, det mægtige.
Jeg sank ned. Jeg var træt, træt indtil døden.
Kunde jeg forbande dig? Jeg kunde ikke. Ti var
jeg andet end en tone, som jages henover jorden?
Kunde jeg ile videre, derud, derned, i det barm-
hjertige hav, det mægtige?
Jeg kunde ikke. Ti var jeg andet end en tone, som
jages henover jorden, dit navns tone!
Jeg lå på stranden, vinden voksed, mørket øged.
Mit bryst blev koldere og koldere, mit bryst blev koldt
som is.
Hvad var det? Rørte der ikke en klam hånd ved
min puls? Sad du i en andens skjød og lo?
Og vinden pisked mig og pisked mig, og vinden
hyled dit navn, og jeg fløi op og løb og løb. Mine fød-
der blødedSad du i en anden mands skjød og lo?
Og byen kom, og jeg så hoder bag gardiner, og det
mumled bag mig, og det mumled og hviskedHvem
er det, som løber i stormen?
Og jeg løb fra værtshus til værtshus, og råbte dit
navn, og de smilte og spotted, og bag mig skralded
deres latter. Og det lo og skreg høiere og høiere:
Vanda! Vanda! Vanda kjender alle. Vanda var i hver
mands seng.
Og jeg løb, og jeg løb, jeg spurgte menneskene på
veiene, jeg gik ind i de små hytter, og jeg spurgte:
Hvor er Vanda?
Og jeg gik ind i det store palads; der var lys og fest
og dans, der var sorte herrer og strålende damer, og
dansen holdt op, og de flokked sig om mig, og de lo,
og de skreg, i kor:
Vanda! Vanda kjender vi alle. Vanda var i hver
mands seng.
