Bugen

av Sigbjørn Obstfelder

    Kvæl mig, - hvisker det.
    Som den hede scirocco fra den sorte afgrund.
    Så blir der en pause, en lang mathed, og et mørke,
som dulmer, og de to øine, de to øine med det nye
glimt.
    Men med ét springer hun op. Hun ruller op gar-
dinet. Hun springer op i vinduet. Hun er nøgen.
    - Ser du mig?
    Derinde natten. Derude dagen. På kvindens svul-
mende bug falder morgenens blege stråler.
    Det høie, hvide mellem natten og dagen, er det
hans hustru?
    Den hede, dampende bug bærer den hans barn?
    Ser du mig?
    - - Og han lusker afsted, i det kolde grålys,
ned mod bryggerne. Fiskeådslerne stinker. I det grøn-
grå vand møder ham hans ansigt, idiotisk, dødt.
    Slumrer hans barns spire derinde i den svulmende,
dampende bug?

Sneklokker Hustru Bugen Blåveis

Den sortklædte Byen Tornerose Jeget

Skovhuset Natten Den forladte Den ubekjendte

Folkevise Høst Hvepsen Hunden