Skovhuset
Jeg har leiet det lille, røde skovhus. Jeg har flyttet
mit bord ud i den gamle have.
Sommetider drypper en tung dråbe fra et grønt blad
deroppe i træet ned på mit hvide.
Og jeg lytter til mit indre, - om der er slotte der-
inde, fulde af musik. Jeg lukker øinene og ser og
speider, om der er stjerner og det store hav.
Det er så stille. Jeg kan høre menneskene tale,
græde og favnes i mit bryst.
Og fine små tanker kommer med vinden vuggende
henover græsset, og en liden sanger kommer og sætter
sig i grenen deroppe og sigerPip, pip.
Undertiden hører jeg hovtrampen langt borte. Da
er det den rige frøken fra villaen, som kommer ri-
dende, i den side, sorte kjole, med det strenge ansigt
og de lukkede læber.
Lidt efter lidt blir det aften i den gamle eg. Jeg blir
træt af at tænke, af at lide med de lidende og spørge
med de spørgende. Fuglene holder op at synge. Blot
smedens hammer klinger endnu i det fjerne.
Og jeg har ingen at si godnat til. Derfor titter jeg
indom smedjen og sigerGodnat smed!
Og idet jeg vandrer hjem, hvisker jegGodnat ager
og eng!
Døre og vinduer står åbne. Jeg sover sammen med
naturen. Ind i drømmen følger mig frøernes kvæk,
kvæk, agerriksernes iks, iks.
